På Bibelens tid havde det Guds godkendelse at man fastede, hvis det blev gjort med det rette motiv. Hvis man gjorde det af forkerte grunde, pådrog man sig imidlertid Guds mishag. Men Bibelen hverken påbyder eller forbyder at man faster i dag.

•   Når de søgte hjælp og vejledning fra Gud. De der var på vej til Jerusalem, fastede for at vise at deres bøn til Gud om hjælp var oprigtig. (Ezra 8:21-23) Paulus og Barnabas valgte undertiden at faste når de udnævnte ældste i en menighed. – Apostlenes Gerninger 14:23.

•   Når de var dybt koncentreret om at gøre Guds vilje. Efter at Jesus blev døbt, fastede han i 40 dage for at forberede sig på at gøre Guds vilje under sin kommende tjeneste. – Lukas 4:1, 2.

•   Når de viste anger over synder de havde begået. Gennem profeten Joel sagde Gud til de utro israelitter: “Vend tilbage til mig af hele jeres hjerte, med faste og gråd og klage.” – Joel 2:12-15.

•   Når de fejrede forsoningsdagen. Loven Gud gav Israels nation, indbefattede et påbud om at faste på den årlige forsoningsdag. a (3. Mosebog 16:29-31) Det var på sin plads at faste ved denne lejlighed, for her blev israelitterne mindet om at de var ufuldkomne og havde brug for Guds tilgivelse.

•   Man vil gøre indtryk på andre. Jesus gav udtryk for at en religiøs faste skulle være en personlig sag mellem det enkelte menneske og Gud. – Matthæus 6:16-18.

•   Man vil vise hvor retfærdig man er. Det at faste gør ikke en bedre end andre, hverken når det gælder ens moral eller forhold til Gud. – Lukas 18:9-14.

•   Man vil prøve at kompensere for bevidst at øve synd. (Esajas 58:3, 4) Gud godkendte kun faste når den var forbundet med lydighed og oprigtig anger over de synder man havde begået.

•   Man gør det formelt som et religiøst ritual. (Esajas 58:5-7) Når det sker, har Gud det som en far der føler sig dybt såret hvis hans børn kun viser deres kærlighed til ham af pligt, og ikke af hjertet.

 Nej. Det var et krav fra Gud at israelitterne skulle faste på forsoningsdagen, men det skulle de ikke gøre efter at Jesus én gang for alle havde sonet synderne for angrende mennesker. (Hebræerne 9:24-26; 1. Peter 3:18) Kristne er ikke underlagt Moses’ Lov, som forsoningsdagen var en del af. (Romerne 10:4; Kolossenserne 2:13, 14) En kristen må derfor selv afgøre om han eller hun vil faste. – Romerne 14:1-4.

 Kristne forstår at faste ikke er noget centralt for at kunne tjene Gud. Bibelen forbinder aldrig faste med lykke. Derimod er en kristens tilbedelse præget af glæde, en egenskab der også kendetegner Jehova, ”den lykkelige Gud”. – 1. Timotheus 1:11; Prædikeren 3:12, 13; Galaterne 5:22.

 Fejlagtig opfattelse: Kristne bør faste når de mindes Jesus’ død.

 Faktum: Jesus påbød ikke sine disciple at faste når de mindedes hans død. (Lukas 22:14-18) Da Jesus sagde at hans disciple ville faste når han døde, var det ikke et påbud, men blot en udtalelse om hvad der ville ske. (Matthæus 9:15) Bibelen pålagde kristne der var sultne, at spise hjemme inden de mødtes for at mindes Jesus’ død. – 1. Korinther 11:33, 34.