Gå direkte til indholdet

Hvad siger Bibelen om det at give tiende?

Hvad siger Bibelen om det at give tiende?

Hvad Bibelen siger

 Israelitterne i fortiden skulle for at støtte den sande tilbedelse blandt andet give tiende, a en tiendedel af deres årlige indtægt. Gud påbød dem: “I skal give en tiendedel [“tiende”, fodnoten] af alle jeres afgrøder der vokser på marken år efter år.” – 5. Mosebog 14:22.

 Buddet om at give tiende var en del af Moseloven, den lovsamling Gud gav fortidens Israel. Kristne er ikke underlagt Moseloven og er derfor ikke forpligtet til at give tiende. (Kolossenserne 2:13, 14) Den enkelte kristne opfordres derimod til at give økonomiske bidrag alt efter hvad “han har besluttet i sit hjerte, ikke uvilligt eller tvungent, for Gud elsker en glad giver”. – 2. Korinther 9:7.

 Tiende i “Det Gamle Testamente”

 I den del af Bibelen der ofte kaldes Det Gamle Testamente, bliver det at give tiende nævnt flere gange. De fleste tilfælde knytter sig til perioden efter at Israel havde modtaget Loven gennem Moses. Men selv i tiden før Loven var der nogle der gav tiende.

Før Moseloven

 Den første i Bibelen der gav tiende, var Abram (Abraham). (1. Mosebog 14:18-20; Hebræerne 7:4) Abram gav tiende til kongepræsten i Salem, og det lader til at der her var tale om et enkeltstående tilfælde. Intet i Bibelen tyder på at Abraham på noget tidspunkt gav tiende igen, eller at hans børn gjorde det.

 Anden gang man hører om tiende i Bibelen, er i forbindelse med Abrahams barnebarn Jakob. Jakob aflagde et løfte om at hvis Gud velsignede ham, ville han til gengæld give Gud “en tiendedel af alt” hvad han fik. (1. Mosebog 28:20-22) Ifølge nogle bibelforskere gav Jakob sandsynligvis denne tiende i form af dyreofre. Jakob forpligtede sig selv med dette løfte men pålagde ikke sin familie at give tiende.

Under Moseloven

 Israelitterne skulle give tiende for at støtte deres tilbedelsesordning.

  •   Tienden var med til at sørge for de israelitter der på fuldtid varetog opgaver i forbindelse med tilbedelsen af Gud – det vil sige levitterne, deriblandt præsterne – og som ikke selv ejede noget jord de kunne dyrke. (4. Mosebog 18:20, 21) De ikkepræstelige levitter modtog tiende fra folket og gav den bedste “tiendedel af tiendedelen” videre til præsterne. – 4. Mosebog 18:26-29.

  •   Det lader til at israelitterne skulle sætte endnu en årlig tiende til side, en tiende som kom både levitterne og resten af folket til gode. (5. Mosebog 14:22, 23) De israelitiske familier fik glæde af denne tiende i forbindelse med særlige højtider, og i bestemte år skulle den deles med de fattige for at hjælpe dem. – 5. Mosebog 14:28, 29; 26:12.

 Hvordan beregnede man tienden? Israelitterne satte hvert år en tiendedel af deres markers afgrøder til side. (3. Mosebog 27:30) Hvis de valgte at betale tiende af deres afgrøder i form af penge, skulle de lægge en femtedel af tiendens værdi til beløbet. (3. Mosebog 27:31) De skulle også give “en tiendedel af okserne, fårene og gederne”. – 3. Mosebog 27:32.

 For at beregne hvor mange dyr der skulle gives som tiende, udtog man hvert tiende dyr der kom ud af folden. Loven forbød israelitterne at undersøge eller bytte de dyr der var udtaget, og de kunne heller ikke give penge som tiende i stedet for dyr. (3. Mosebog 27:32, 33) Den anden tiende der blev nævnt i Moseloven, og som blev brugt i forbindelse med de årlige højtider, kunne derimod godt omregnes til penge. Det gjorde det nemmere for de israelitter der skulle rejse langt for at deltage i højtiderne. – 5. Mosebog 14:25, 26.

 Hvornår gav israelitterne tiende? Israelitterne gav tiende hvert år. (5. Mosebog 14:22) Men hvert syvende år var en undtagelse. Det år var en sabbat, eller et år med hvile, hvor israelitterne ikke dyrkede jorden. (3. Mosebog 25:4, 5) På grund af de særlige omstændigheder dette år blev der ikke indsamlet tiende i høsttiden. I det tredje og det sjette år i denne syvårige sabbatscyklus delte israelitterne den anden tiende med levitterne og de fattige. – 5. Mosebog 14:28, 29.

 Hvad var straffen for ikke at give tiende? Moseloven nævnte ikke nogen straf for ikke at give tiende. Israelitterne var moralsk forpligtede. De skulle i en bøn til Gud bekræfte at de havde givet tiende, og bede ham om at velsigne dem for at have gjort det. (5. Mosebog 26:12-15) Hvis man ikke gav tiende, havde man i Guds øjne stjålet fra ham. – Malakias 3:8, 9.

 Var loven om at give tiende en urimelig byrde? Nej. Gud lovede israelitterne at hvis de gav tiende, ville han til gengæld hælde velsignelser ud over dem, og de ville aldrig komme til at mangle noget. (Malakias 3:10) Men når folket ikke gav tiende, led hele nationen under det. Israel mistede Guds velsignelse, og præsterne og levitterne blev nødt til at bruge meget af deres tid på at forsørge sig selv og kunne derfor ikke fokusere på deres opgaver i forbindelse med tilbedelsen, hvilket gik ud over hele nationen. – Nehemias 13:10; Malakias 3:7.

 Tiende i “Det Nye Testamente”

 Da Jesus levede på jorden, var Guds tjenere stadig forpligtet til at give tiende. Men dette krav blev ophævet efter Jesus’ død.

På Jesus’ tid

 Ifølge det der ofte kaldes Det Nye Testamente, gav israelitterne fortsat tiende mens Jesus var på jorden. Han anerkendte at det at give tiende var et krav, men han fordømte de religiøse ledere der meget omhyggeligt gav tiende men ‘så bort fra det der er vigtigere i Loven, nemlig retfærdighed og barmhjertighed og trofasthed’. – Matthæus 23:23.

Efter Jesus’ død

 Det var ikke længere et krav at give tiende efter Jesus’ død. Jesus’ offer ophævede Moseloven, inklusive buddet om at give tiende. – Hebræerne 7:5, 18; Efeserne 2:13-15; Kolossenserne 2:13, 14.

a Tiende er “en tiendedel af ens indkomst der bliver sat til side til noget specifikt. ... Når tiende nævnes i Bibelen, er det som regel i forbindelse med religiøse formål.” – Harper’s Bible Dictionary, side 765.