Anden Mosebog 33:1-23

33  Jehova sagde videre til Moses: “Tag afsted herfra med det folk som du har ført ud af Egypten. Rejs til det land som jeg sværgede at ville give til Abrahams, Isaks og Jakobs afkom.*+  Jeg vil sende en engel foran dig+ og drive kanaanæerne, amoritterne, hittitterne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne bort.+  Tag op til et land der flyder med mælk og honning.+ Men jeg vil ikke gå midt iblandt jer, for I er et stædigt* folk,+ og jeg kunne gøre det af med jer på vejen.”+  Da folket hørte disse hårde ord, sørgede de, og ingen af dem tog smykker på.  Jehova sagde videre til Moses: “Sig til israelitterne: ‘I er et stædigt* folk.+ På et øjeblik kunne jeg gå gennem jeres lejr og gøre det af med jer.+ Lad nu jeres smykker ligge mens jeg tænker over hvad jeg skal gøre ved jer.’”  Fra Horebs Bjerg og videre frem havde israelitterne altså ikke længere deres smykker på.*  Moses tog nu sit telt og slog det op uden for lejren, et stykke fra lejren, og han kaldte det et mødetelt. Enhver der ville rådspørge Jehova,+ gik ud til mødeteltet, som var uden for lejren.  Når Moses gik ud til teltet, rejste hele folket sig, og hver stillede sig ved indgangen til sit telt, og de kiggede efter Moses indtil han var gået ind i teltet.  Så snart Moses var gået ind i teltet, dalede skysøjlen+ ned, og den blev stående ved indgangen til teltet mens Gud talte med Moses.+ 10  Når hele folket så skysøjlen stå ved indgangen til teltet, rejste de sig hver især ved indgangen til deres telt og bøjede sig. 11  Jehova talte med Moses ansigt til ansigt,+ ligesom et menneske taler med et andet menneske. Når Moses vendte tilbage til lejren, forlod hans tjener og medhjælper+ Josva,+ Nuns søn, ikke teltet. 12  Og Moses sagde til Jehova: “Du siger til mig: ‘Før dette folk op’, men du har ikke ladet mig vide hvem du vil sende med mig. Du har også sagt: ‘Jeg kender dig ved navn,* og jeg har også godkendt dig.’ 13  Hvis du virkelig har godkendt mig, så lær mig dine veje+ for at jeg kan kende dig, og for at du kan blive ved med at godkende mig. Og husk at denne nation er dit folk!”+ 14  Så sagde han: “Jeg vil selv* gå med dig,+ og jeg vil give dig fred.”+ 15  Moses sagde til ham: “Hvis du ikke selv* går med, så lad os blive her. 16  Hvordan kan man vide at du har godkendt mig og dit folk? Er det ikke ved at du går med os+ så jeg og dit folk skiller os ud fra alle andre folk på jordens flade?”+ 17  Jehova sagde så til Moses: “Det du her har bedt om, vil jeg også gøre, for jeg har godkendt dig, og jeg kender dig ved navn.” 18  Moses sagde: “Jeg beder dig, vis mig din herlighed.” 19  Men han sagde: “Jeg vil lade dig se al min godhed,* og jeg vil udråbe mit navn, Jehova, foran dig;+ og jeg vil vise velvilje mod den som jeg viser velvilje, og vise barmhjertighed mod den som jeg viser barmhjertighed.”+ 20  Men han tilføjede: “Du kan ikke se mit ansigt, for intet menneske kan se mig og leve.” 21  Jehova sagde videre: “Her er et sted i nærheden af mig. Stil dig på klippen. 22  Når min herlighed går forbi, anbringer jeg dig i en klippespalte, og jeg vil skærme dig med min hånd indtil jeg er gået forbi. 23  Derefter vil jeg tage min hånd væk, og du skal se mig bagfra. Men mit ansigt er der ingen der må se.”+

Fodnoter

Eller “efterkommere”.
Bogst.: “stivnakket”.
Bogst.: “stivnakket”.
Bogst.: “tog israelitterne deres smykker af”.
Eller “har udvalgt dig”.
Bogst.: “Mit ansigt vil”.
Bogst.: “dit ansigt ikke”.
Bogst.: “lade al min godhed passere forbi dit ansigt”.

Studienoter

Medieindhold