Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

SLIP AF MED STRESS

Hvad er stress?

Hvad er stress?

Stress er den måde din krop reagerer på når du befinder dig i en krævende situation. Din hjerne sender en masse hormoner ud i dit system, og disse hormoner øger din puls, får dit blodtryk til at stige, ændrer din vejrtrækning og får dine muskler til at spænde. Inden du er fuldt ud klar over hvad der foregår, er din krop klar til at gå i aktion. Når den pressede situation er overstået, afblæser kroppen alarmberedskabet og vender tilbage til normal tilstand.

GOD OG DÅRLIG STRESS

Stress er en helt naturlig reaktion der sætter dig i stand til at håndtere en udfordrende eller farlig situation. Stressreaktionen begynder i din hjerne. Gavnlig stress sætter dig i stand til at handle eller reagere hurtigt. En vis mængde stress kan også hjælpe dig til at nå dine mål eller præstere bedre, det kunne være i forbindelse med en eksamen, en jobsamtale eller sport.

Hvis man derimod oplever længerevarende, ekstrem eller kronisk stress, kan det skade en. Når kroppen ofte eller måske endda konstant er i alarmtilstand, begynder det måske at gå ud over en fysisk, følelsesmæssigt og mentalt. Det kan være at ens opførsel begynder at ændre sig, for eksempel ens måde at behandle andre på. Kronisk stress kan også føre til alkohol- og stofmisbrug og andre usunde vaner. Det kan føre til depression, udbrændthed eller selvmordstanker.

Det er forskelligt hvordan vi mennesker bliver påvirket af stress. Ikke desto mindre kan stress føre til mange forskellige sygdomme og påvirke stort set alle dele af kroppen.