Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Bibelens aktualitet

Bibelens aktualitet

FORESTIL DIG at du er på et museum med skulpturer fra oldtiden. De fleste af skulpturerne er i dårlig stand; tidens tand har sat sit tydelige præg. Der er dog én skulptur der er fuldstændigt intakt. Detaljerne i dens udformning står helt skarpt. “Er den nyere end de andre?” spørger du din guide. “Nej, den er ældre end de fleste, og den er aldrig blevet restaureret,” svarer han. “Er den blevet beskyttet på en særlig måde i forhold til de andre?” spørger du. Guiden svarer: “Næ, den har været udsat for voldsom regn og kraftige storme. Og mange har forsøgt at ødelægge den.” Forbløffet tænker du ved dig selv: ‘Gad vide hvad den er lavet af.’

Man kan på en måde godt sammenligne Bibelen med denne skulptur. Det er en meget gammel bog, ja, en af de ældste. Ligesom med beskadigede skulpturer har tiden sat sine spor på de fleste gamle bøger. I nogle tilfælde er der kun fragmenter tilbage af dem fordi store dele er gået tabt eller er blevet stærkt beskadiget. Det kan også være at en bog har givet anbefalinger angående sygdomsbehandling, men at dens råd senere er blevet modbevist af ny viden. Faktisk har det vist sig at det kan være direkte farligt at følge rådene.

Det forholder sig dog helt anderledes med Bibelen. De første ord blev nedskrevet for over 3.500 år siden, men hele værket er stadig intakt. På trods af at den gennem tiden er blevet udsat for vedvarende angreb – den er blevet brændt, bandlyst og bagatelliseret – har den overlevet. Og når der er kommet ny viden, har det vist sig at den ikke er forældet, men at den derimod er forud for sin tid. – Se boksen “Forældet? Eller forud for sin tid?

PRINCIPPER DER ER BRUG FOR I DAG

Kan vi virkelig bruge Bibelen til noget i vores moderne verden? Tænk over nogle af de største problemer vi mennesker står over for i dag – krig, forurening, kriminalitet og terror. Hvad er du mest bekymret for? Lad os se på nogle principper og råd fra Bibelen der kan hjælpe os. Når du læser dem, kan du spørge dig selv: ‘Hvis folk levede efter det Bibelen siger, ville verden så være et bedre sted at være?’

VÆR FREDSSTIFTENDE

“Lykkelige er de som stifter fred, for de vil blive kaldt ‘Guds sønner’.” (Mattæus 5:9) “Om muligt, så vidt det står til jer, hold fred med alle mennesker.” – Romerne 12:18.

VÆR BARMHJERTIG OG TILGIVENDE

“Lykkelige er de barmhjertige, for mod dem vil der blive vist barmhjertighed.” (Mattæus 5:7) “Bliv ved med at affinde jer med hinanden og frit at tilgive hinanden hvis nogen har en grund til klage imod en anden. Ligesom Jehova * frit har tilgivet jer, sådan skal I også gøre.” – Kolossenserne 3:13.

AFVIS RACISTISKE TENDENSER

Gud “har ud af ét menneske dannet hver nation af mennesker til at bo på hele jordens flade”. (Apostelgerninger 17:26) ‘Gud er ikke partisk, men i hver nation er den der frygter ham og øver retfærdighed, velkommen for ham.’ – Apostelgerninger 10:34, 35.

HAV RESPEKT FOR VORES PLANET

“Derpå tog Jehova Gud mennesket og satte ham i Edens have til at dyrke den og tage sig af den.” (1 Mosebog 2:15) Gud vil “ødelægge dem der ødelægger jorden”. – Åbenbaringen 11:18.

AFVIS GRÅDIGHED OG DÅRLIG MORAL

“Vogt jer for enhver form for havesyge, for selv om et menneske har overflod, hidrører hans liv ikke fra det han ejer.” (Lukas 12:15) “Lad utugt og urenhed af enhver art eller havesyge end ikke nævnes iblandt jer, sådan som det sømmer sig for hellige.” – Efeserne 5:3.

VÆR ÆRLIG OG FLITTIG

“Vi ønsker at bære os ærligt ad i alle ting.” (Hebræerne 13:18) “Lad den der stjæler, ikke stjæle mere, men hellere slide i det.” – Efeserne 4:28.

HJÆLP DEM DER HAR BRUG FOR DET

“Trøst de modfaldne sjæle, støt de svage, vær langmodige over for alle.” (1 Thessaloniker 5:14) “Se til faderløse og enker i deres trængsel.” – Jakob 1:27.

Bibelen kommer ikke bare med en masse gode råd, den viser os også hvorfor det er godt at følge dem, og hvordan vi kan gøre det. Og er det ikke rigtigt at hvis flere fulgte ovenstående råd og principper, ville verden se helt anderledes ud? Ja, Bibelens principper er mere relevante og tidssvarende end nogensinde før. Men hvad kan Bibelen gøre for dig personligt?

HVORDAN BIBELEN KAN HJÆLPE DIG

Jesus sagde: “Visdommen er retfærdiggjort af sine gerninger.” (Mattæus 11:19) Om et råd er vist, skal altså kunne ses ud fra hvordan det går når man følger det. Du tænker måske: ‘Gør det virkelig en forskel i mit liv at følge Bibelens råd og principper? Og hvordan kan den hjælpe mig med de problemer jeg har lige nu?’ Lad os se hvad en kvinde der hedder Veronica, * erfarede.

Veronica havde et lykkeligt og meningsfyldt liv. Men pludselig kom hun ud for en række tragiske hændelser. Hendes teenagedatter døde, hendes ægteskab gik i stykker, og hun fik økonomiske problemer. Hun siger: “Jeg vidste ikke længere hvem jeg var. Jeg havde ingen datter, ingen mand, intet hjem. Jeg følte ikke at jeg havde nogen identitet, nogen kræfter eller nogen fremtid.”

Ordene i Salme 90:10 beskriver malende den følelse Veronica havde. Der står: “Vore leveårs dage er i sig selv halvfjerds år; og hvis de på grund af særlig styrke er firs år, så fører deres stræben dog kun til elendighed og fortræd; for det er hurtigt forbi, og vi flyver af sted.”

Veronica søgte hjælp i Bibelen da hun havde det svært. Det er interessant at lægge mærke til den forskel det gjorde for hende. Som de næste tre artikler vil komme ind på, har Bibelen også hjulpet mange andre der har fulgt dens råd. De har på egen krop mærket at den er som den skulptur der blev beskrevet i begyndelsen af artiklen. Den er en diametral modsætning til de utallige bøger der med tiden bliver forældede og ubrugelige. Kunne det tænkes at det er fordi Bibelen indeholder et budskab fra Gud, og ikke bare er menneskers tanker? – 1 Thessaloniker 2:13.

Måske synes du også at livet er kort og fyldt med modgang. Hvor søger du trøst, støtte og råd når problemerne tårner sig op?

Lad os se på tre vigtige områder i livet hvor Bibelen kan gøre en forskel for dig. Den kan hjælpe dig til at

  1. undgå problemer.

  2. løse problemer.

  3. leve med de problemer der ikke umiddelbart er nogen løsning på.

Det vil de følgende artikler komme ind på.

^ par. 10 Jehova er Guds navn ifølge Bibelen. – Salme 83:18.

^ par. 23 Nogle af navnene i bladet er ændret.