Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

En tro der fremmer næstekærlighed

En tro der fremmer næstekærlighed

„DEN, der ikke elsker, kender ikke Gud, for Gud er kærlighed,“ siger Bibelen. (1 Johannes 4:8, da. aut.) En tro der ’bærer god frugt’, vil derfor fremme næstekærligheden.

Mange trossamfund gør et beundringsværdigt arbejde med at tage sig af dem der er syge, ældre og fattige. De tilskynder deres medlemmer til at følge apostelen Johannes’ vejledning: „Har man denne Verdens goder og ser sin Broder lide nød og lukker alligevel sit hjerte for ham, hvordan kan man have Guds kærlighed boende i sig? Kære Børn, vor kærlighed må ikke blive talemåder. Lad os elske i gerning og sandhed.“ — 1 Johannes 3:17, 18, Seidelin.

Men hvad sker der når nationer går i krig mod hinanden? Gælder Guds bud om at „du skal elske din næste som dig selv“, kun i fredstid og kan derfor sættes ud af kraft når en politiker eller konge vælger at gå i krig mod et naboland? — Mattæus 22:39, da. aut.

Jesus sagde: „Deraf skal alle kunne se, at I er mine disciple: At I har indbyrdes kærlighed.“ (Johannes 13:35, Seidelin) Et grundlæggende spørgsmål du kan have for øje mens du overvejer svarene på de følgende spørgsmål, er: ’Viser medlemmerne af det trossamfund jeg har i tanke, kærlighed mod alle mennesker til alle tider — ikke kun i ord, men også i gerning?’

EMNE: Krig.

HVAD BIBELEN LÆRER: Jesus befalede sine disciple: „Jeg siger jer: Elsk jeres fjender . . . gør godt imod dem, der hader jer.“ — Mattæus 5:44, da. aut. 1948.

Da nogle soldater kom for at arrestere Jesus, trak apostelen Peter et sværd for at forsvare ham. Men Jesus sagde: „Stik dit sværd i skeden! For alle, der griber til sværd, skal falde for sværd.“ — Mattæus 26:52, da. aut.

Apostelen Johannes skrev: „Derved bliver det åbenbart, hvem der er Guds børn, og hvem der er Djævelens børn: enhver, som ikke gør retfærdighed, er ikke af Gud, lige så lidt som den, der ikke elsker sin broder. For dette er det budskab, I har hørt fra begyndelsen: Vi skal elske hinanden og ikke være som Kain, der var af den Onde og slog sin bror ihjel.“ — 1 Johannes 3:10-12, da. aut.

SPØRGSMÅL: Opfordrer trossamfundet sine medlemmer til at gå i krig?

EMNE: Politik.

HVAD BIBELEN LÆRER: Efter at nogle havde set Jesus udføre mirakler, ville de have ham inddraget i politik. Hvordan reagerede han på det? „Jesus forstod nu, at de ville komme og tvinge ham med sig for at gøre ham til konge, og han trak sig atter tilbage til bjerget, helt alene.“ — Johannes 6:15, da. aut.

Da Jesus blev arresteret og falskeligt anklaget for at være en politisk urostifter, svarede han: „Mit rige er ikke af denne verden. Var mit rige af denne verden, havde mine tjenere kæmpet for, at jeg ikke skulle udleveres til jøderne; men nu er mit rige ikke af denne verden.“ — Johannes 18:36, da. aut.

I en bøn til Gud angående disciplene sagde Jesus: „Det du har sagt, har jeg fortalt videre til dem. Verden hader dem fordi de ikke tilhører verden, ligesom jeg heller ikke selv tilhører verden.“ — Johannes 17:14, Den Nye Aftale.

SPØRGSMÅL: Følger det religiøse samfund Jesu eksempel og undgår at involvere sig i politik, selv hvis det har den konsekvens at dets medlemmer vil blive hadet af nogle politikere?

EMNE: Fordom.

HVAD BIBELEN LÆRER: Da de første uomskårne ikkejøder blev kristne, kom Peter med følgende bemærkning: „Jeg kan sandelig se, at Gud ikke kender til at gøre forskel på folk, men at enhver, der ærer ham og handler ret, er ham velkommen, uanset hvilket folk han tilhører.“ — Apostelgerninger 10:34, 35, Seidelin.

Jakob skrev til de kristne i det første århundrede: „Mine brødre, I kan ikke tro på vor Herre Jesus Kristus, den herliggjorte, og så gøre forskel på folk. For hvis der kommer en mand ind i jeres forsamling iført en fornem dragt og med guldring på fingeren, og der så også kommer en fattig mand ind i snavset tøj, og I kun har øje for ham, der bærer den fornemme dragt, og siger: ’Vær så god, her sidder du godt,’ men siger til den fattige: ’Du kan stå dér eller sætte dig her på gulvet,’ er I så ikke i modstrid med jer selv og har opkastet jer til dommere med onde tanker?“ — Jakob 2:1-4, da. aut.

SPØRGSMÅL: Lærer dette trossamfund at alle mennesker er lige i Guds øjne, og at medlemmerne ikke må diskriminere nogen på grund af race eller økonomisk status?

Hvilket trossamfund lærer sine medlemmer at overvinde de poli- tiske, racemæssige og økonomiske skel der splitter folk i dag?