Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Vidste du det?

Vidste du det?

Vidste du det?

Hvilken vej benyttede Paulus på sin første rejse til Rom?

Ifølge Apostelgerninger 28:13-16 anløb det skib som Paulus sejlede til Italien med, Puteoli (i dag kaldt Pozzuoli) ved Napolibugten. Derefter rejste Paulus til Rom ad Via Appia, byens hovedvej.

Via Appia var opkaldt efter Appius Claudius Caecus, den romerske statsmand der i 312 f.v.t. begyndte at anlægge den. Denne vej, der var fem til seks meter bred og brolagt med store lavablokke, kom til sidst til at strække sig 583 kilometer i sydøstlig retning fra Rom. Vejen forbandt Rom med havnebyen Brundisium (i dag kaldt Brindisi), indfaldsporten til Østen. Rejsende standsede ved opholdssteder — der lå med omkring 25 kilometers afstand — for at proviantere, sove og skifte heste eller køretøj.

Paulus rejste dog højst sandsynligt til fods. Den del af Via Appia han benyttede, var 212 kilometer lang. En del af denne vejstrækning gik gennem De Pontinske Sumpe, et meget fugtigt område der fik en romersk digter til at beklage sig over myggene og den ækle lugt. Umiddelbart nord for disse sumpe lå Appius’ Torv (cirka 65 kilometer fra Rom) og rastepladsen De Tre Kroer (omkring 50 kilometer fra byen). Ved begge disse steder ventede kristne fra Rom på Paulus. Da Paulus fik øje på dem, „takkede han Gud og fattede mod“. — Apostelgerninger 28:15.

Hvilken slags tavle er der tale om i Lukas 1:63?

Lukas’ evangelium fortæller at Zakarias’ venner spurgte ham hvad hans nyfødte søn skulle hedde. Zakarias „bad om en tavle og skrev: ’Johannes er hans navn.’“ (Lukas 1:63) Ifølge et videnskabeligt værk henviser det græske ord der her er gengivet med „tavle“, til „en lille skrivetavle der normalt var lavet af træ og havde en voksbelagt overflade“. Ofte var flere tavler hæftet sammen, og de forsænkede skriveflader var belagt med blød bivoks. Med en griffel kunne man skrive på denne overflade. Bagefter kunne man slette det skrevne ved at udjævne overfladen, og tavlen kunne så bruges igen.

Bogen Reading and Writing in the Time of Jesus (Læsning og skrivning på Jesu tid) siger: „Malerier fra Pompeji, skulpturer fra forskellige dele af Romerriget og fund af tavler ved udgravninger mange forskellige steder helt fra Ægypten til Hadrians Mur [i Nordengland], viser at brugen af disse skrivetavler var meget udbredt.“ Mange — forretningsfolk, regeringsembedsmænd og måske endda nogle af de første kristne — har sikkert brugt sådanne tavler i hverdagen.

[Illustration på side 11]

Via Appia

[Illustration på side 11]

En skoledrengs vokstavle fra det 2. århundrede

[Kildeangivelse]

Med tilladelse fra British Library