Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Hvad det indebærer at kende Guds navn

Hvad det indebærer at kende Guds navn

HAR dit navn en særlig betydning? I nogle dele af verden er det skik og brug at man giver sit barn et navn der har en dybere mening. Navnet afspejler måske forældrenes overbevisning og livsværdier eller deres håb og drømme for barnets fremtid.

Skikken med at give navne der har en særlig betydning, er ikke ny. På Bibelens tid fik børn ofte navn efter den betydning der lå i det, og et navn kunne udtrykke de forventninger man havde til en person. Da Jehova for eksempel fortalte David om hans søn Salomons fremtidige rolle, sagde han: „Hans navn skal være Salomon [af en rod der betyder „fred“], og jeg vil give Israel fred og ro i hans dage.“ — 1 Krønikebog 22:9.

Nogle gange gav Jehova et nyt navn til en person som skulle påtage sig en ny opgave. Abrahams ufrugtbare hustru fik navnet Sara, der betyder „fyrstinde“. Hvorfor? Jehova forklarede: „Jeg vil velsigne hende og også give dig en søn ved hende; ja, jeg vil velsigne hende, og hun skal blive til nationer; folkeslags konger vil komme fra hende.“ (1 Mosebog 17:16) For at kunne forstå hvorfor Sara fik et nyt navn, er det nødvendigt at forstå den nye opgave hun fik.

Hvordan forholder det sig med det vigtigste af alle navne — Jehova? Hvad betyder det? Da Moses spurgte Gud hvad hans navn var, svarede Jehova: „Jeg vil være det som Jeg vil være.“ (2 Mosebog 3:14) Rotherhams oversættelse gengiver det således: „Jeg Vil Blive hvad som helst det behager mig.“ Jehovas navn åbenbarer at han er en Gud der påtager sig mange forskellige opgaver. Det kan belyses med en enkel illustration: En mor må hver eneste dag påtage sig mange opgaver for at tage sig af sine børn. Hun må være sygeplejerske, kok, lærer og meget andet, alt afhængig af de behov der opstår. Sådan er det også med Jehova, selvom det er på et langt højere plan. For at gennemføre sin kærlige hensigt med menneskene kan han blive hvad som helst det behager ham, eller påtage sig en hvilken som helst opgave der er nødvendig. At kende Jehovas navn og betydningen af det indebærer altså at man forstår og værdsætter de mange sider af hans virke.

Sørgeligt nok er Guds enestående personlighed skjult for dem der ikke kender hans navn og véd hvad det står for. Men ved at studere Bibelen kan du komme til at kende Jehova som en vís Rådgiver, en magtfuld Frelser og en gavmild Forsørger, for blot at nævne nogle få af de mange opgaver han påtager sig. Jehovas navn er så fyldt med indhold og mening at det indgyder os stor ærefrygt.

Det kan dog godt være svært at lære Guds navn at kende. Den næste artikel vil komme ind på hvorfor.