For 100 år siden forlod millioner af unge mænd deres trygge hjem og drog i krig. De var ivrige efter at komme af sted, båret frem af en bølge af patriotisme. „Jeg er glad og meget spændt på hvad der skal ske i de vidunderlige dage der ligger forude,“ skrev en amerikansk frivillig soldat i 1914.

Men snart blev deres begejstring vendt til bitterhed. Ingen havde forudset at de enorme hære ville komme til at kæmpe i årevis i mudderet på slagmarkerne i Belgien og Frankrig. Dengang blev krigen kaldt „Den Store Krig“. I dag omtales den som Første Verdenskrig.

Den første verdenskrig var afgjort ’stor’ hvad angår sårede og faldne. Det anslås at omkring 10 millioner mennesker mistede livet, og at cirka 20 millioner blev lemlæstet. Det var også ’store’ fadæser der førte til krigen. Europæiske statsmænd var ikke i stand til at forhindre internationale spændinger i at udvikle sig til en global konflikt. Men endnu vigtigere er det at „Den Store Krig“ efterlod sig ’store’ ar. Den forandrede verden på en måde der mærkes den dag i dag.

Den første verdenskrig brød ud på grund af fejlbedømmelser. Europæiske ledere opførte sig som en „generation af søvngængere der uforvarende faldt ud over afgrundens rand i den fredfyldte sommer 1914“, siges der i værket The Fall of the Dynasties — The Collapse of the Old Order 1905-1922.

I løbet af få uger havde mordet på en østrigsk ærkehertug kastet alle de europæiske stormagter ud i en krig de ikke ønskede. „Hvordan gik det til?“ blev den tyske kansler spurgt nogle dage efter at fjendtlighederne var begyndt. „Åh, hvis bare man vidste det,“ svarede han sørgmodigt.

De regeringsledere der traf de skæbnesvangre beslutninger som førte til krigen, havde ingen anelse om konsekvenserne. Men virkeligheden gik snart op for soldaterne i skyttegravene. De opdagede at deres statsmænd havde svigtet dem, deres præster havde ført dem bag lyset, og deres generaler havde forrådt dem. Hvordan det?

Statsmændene lovede at krigen ville bane vej for en ny og bedre verden. Den tyske kansler udtalte: „Vi kæmper for frugten af den industri vi har opbygget i fredstid, for arven fra en ædel fortid og for vor fremtid.“ Den amerikanske præsident Woodrow Wilson var med til at formulere et populært slogan om at krigen ville „sikre demokratiet i verden“. Og i Storbritannien troede man at den ville blive „en krig der ville gøre ende på al krig“. De tog alle sammen fejl.

Præsteskabet støttede krigen med stor iver. I The Columbia History of the World står der: „Guds ords vogtere sang for i krigskoret. Den totale krig blev ensbetydende med det totale had.“ Og mange gejstlige pustede til hadets ild i stedet for at slukke den. „Religiøse ledere kunne ikke, og ville som oftest heller ikke, lade den kristne tro gå forud for nationalitet,“ oplyses det i A History of Christianity. „De fleste valgte den lette løsning og sidestillede kristendom med patriotisme. Kristne soldater fra alle trossamfund blev tilskyndet til at dræbe hinanden i Frelserens navn.“

Generalerne gav løfte om en hurtig og let sejr, men sådan skulle det ikke gå. Inden længe gik situationen i hårdknude for de stridende hære. Derefter stod millioner af soldater over for det en historiker har beskrevet som det måske mest grusomme og mest omfattende fysiske og følelsesmæssige traume menneskene har måttet udholde. Trods enorme tab blev generalerne ved med at tvinge deres mænd til at forcere barrikader af pigtråd og passere maskingeværers spærreild. Ikke overraskende gjorde mange mytteri.

Hvilken indflydelse fik den første verdenskrig på samfundet? Et historisk værk citerer en krigsveteran for at sige: „Krigen ... ødelagde en hel generations måde at tænke og handle på.“ I kølvandet på den krig var der hele imperier der forsvandt. Denne tragiske konflikt viste sig at være indledningen til det blodigste århundrede i menneskehedens historie. Revolutioner og strejker blev næsten hverdagskost.

Hvorfor vendte krigen op og ned på verden? Var den blot et hændeligt uheld af format? Fortæller svarene på disse spørgsmål noget om vores fremtid?