Den skade jeg havde påført min træningspartner, var langt alvorligere end jeg havde regnet med. Jeg var kommet til at sparke ham på næsen. Min dårlige samvittighed over dette uheld fik mig til at spekulere på om jeg skulle holde op med at dyrke kampsport. Hvorfor begyndte jeg at sætte spørgsmålstegn ved den sport jeg havde været så vild med i mange år? Lad mig først fortælle hvordan jeg kom i gang med at dyrke kampsport.

 Jeg voksede op i nærheden af Buffalo, i staten New York, i en fredelig og troende katolsk familie. Jeg gik i katolske skoler og var messedreng. Mine forældre ville gerne have at min søster og jeg fik et godt liv. De tillod derfor at jeg efter skoletid dyrkede sport eller havde et deltidsjob, på betingelse af at jeg fik gode karakterer i skolen. På den måde blev jeg tvunget til at lære selvdisciplin i en tidlig alder.

 Som syttenårig begyndte jeg at gå til kampsport. I flere år trænede jeg tre timer om dagen, seks dage om ugen. Hver uge brugte jeg mange timer på at indstudere forskellige teknikker og bevægelser og se videoer om hvordan man kunne blive bedre. Jeg nød at øve mig med bind for øjnene, selv når jeg trænede med våben. Desuden kunne jeg slå brædder og mursten over med ét slag. Jeg blev en af de bedste inden for denne sportsgren og vandt flere turneringer. Kampsport blev det vigtigste i mit liv.

 Jeg havde opnået det jeg mente var succes i livet. Jeg bestod den afsluttende eksamen på universitetet med høje karakterer. Derefter arbejdede jeg i et stort firma som computeringeniør. Jeg havde et hus, hvor jeg boede sammen med min kæreste. Men selvom alt så godt ud på overfladen, var jeg ikke lykkelig, for jeg havde mange ubesvarede spørgsmål om livet.

 For at få svar på mine spørgsmål begyndte jeg at gå i kirke to gange om ugen og bede til Gud om hjælp. En dag havde jeg en samtale med en ven som kom til at forandre mit liv. “Har du nogensinde tænkt over hvorfor vi er her?” spurgte jeg, og tilføjede: “Der er så mange problemer og så meget uretfærdighed i verden!” Han sagde at han havde haft lignende spørgsmål og havde fundet meget tilfredsstillende svar i Bibelen. Så gav han mig en bog med titlen Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden. a Han fortalte at han havde studeret Bibelen med Jehovas Vidner. Det var med et vist forbehold jeg tog imod bogen, da jeg ikke mente man skulle læse litteratur fra et trossamfund der ikke var ens eget. Men mit ønske om at få svar på mine spørgsmål fik mig til at undersøge om det Jehovas Vidner lærte, gav mening.

 Jeg var forbavset over at finde ud af hvad Bibelen virkelig lærer. Jeg blev klar over at det var Guds oprindelige hensigt at mennesker skulle leve evigt i et paradis på jorden, og at den ikke havde ændret sig. (1. Mosebog 1:28) Jeg var forbløffet over at se Guds navn, Jehova, i min egen King James-oversættelse af Bibelen, og at det var navnet på den Gud jeg havde bedt til, når jeg bad Fadervor. (Salme 83:18; Matthæus 6:9) Og endelig forstod jeg hvorfor Gud midlertidigt har tilladt at mennesker kommer ud for lidelser. Alt det jeg lærte, var så logisk. Jeg var begejstret!

 Jeg glemmer aldrig hvordan jeg havde det da jeg begyndte at overvære Jehovas Vidners møder. Alle var så venlige og ville vide hvad jeg hed. Ved mit første møde blev der holdt et særligt offentligt foredrag om bønner som Gud hører. Det emne interesserede mig, da jeg jo havde bedt til Gud om hjælp. Derefter overværede jeg højtiden til minde om Jesus’ død. Ved disse møder forbavsede det mig at se at selv børn fulgte med i Bibelen når der blev læst op fra den. Til at begynde med vidste jeg ikke hvordan jeg skulle finde rundt i Bibelen, men Vidnerne var meget hjælpsomme og hjalp mig med det.

 Efterhånden som jeg overværede flere møder, fik jeg større og større værdsættelse af den høje kvalitet der kendetegner Jehovas Vidners undervisning. Jeg lærte meget ved hvert eneste møde og følte mig altid opmuntret og styrket når jeg gik derfra. Så fik jeg tilbudt et personligt bibelkursus.

 Det jeg oplevede hos Jehovas Vidner, var helt anderledes end det jeg var vant til i min kirke. Der var et godt sammenhold iblandt dem, og de gjorde deres bedste for at gøre Guds vilje. Efterhånden blev jeg overbevist om at de havde den egenskab der kendetegner sande kristne, nemlig kærlighed til hinanden. – Johannes 13:35.

 Jo mere jeg studerede Bibelen, jo større forandringer gjorde jeg for at kunne leve efter dens normer. Men jeg følte alligevel at jeg aldrig kunne opgive min kampsport. Jeg elskede at træne og deltage i turneringer. Da jeg sagde det til ham der studerede med mig, forsikrede han mig venligt: “Fortsætter du med at studere, ved jeg at du vil træffe den rigtige beslutning.” Det var lige det jeg havde brug for at høre. Jo mere jeg studerede, jo mere ønskede jeg at få et godt forhold til Jehova.

 Den hændelse jeg omtalte i begyndelsen, hvor jeg kom til at sparke en på næsen til træning, blev et vendepunkt for mig. Den ulykke fik mig til at tænke alvorligt over om jeg kunne være en fredelig discipel af Kristus hvis jeg blev ved med at dyrke kampsport. Jeg havde lært at der i Esajas 2:3, 4 er forudsagt at de der følger Jehovas vejledning, ‘ikke længere vil blive oplært til krig’. Og Jesus lærte andre at de ikke måtte gribe til vold selvom de blev uretfærdigt behandlet. (Matthæus 26:52) Jeg opgav derfor den sport der havde betydet så meget for mig.

 Fra da af fulgte jeg Bibelens vejledning om at ‘øve mig i gudhengivenhed’. (1. Timotheus 4:7) Al den tid og energi jeg tidligere havde brugt på kampsport, blev nu brugt på at få et nærmere forhold til Gud og tjene ham. Min kæreste var ikke enig i det jeg lærte fra Bibelen, så vi slog op. Den 24. januar 1987 blev jeg døbt som et af Jehovas Vidner. Kort efter begyndte jeg som heltidsforkynder og brugte min tid på at undervise andre i Bibelen. Jeg har været i heltidstjenesten lige siden, og i en periode har jeg også tjent på Jehovas Vidners hovedkontor i New York.

 Nu hvor jeg kender sandheden om Gud, har jeg fundet det der manglede i mit liv. Jeg føler ikke længere nogen tomhed. Jeg har tværtimod et meningsfyldt liv og et virkeligt håb for fremtiden, og jeg er meget lykkelig. Jeg kan stadig godt lide at dyrke motion, men fysisk træning er ikke længere det vigtigste for mig. Det der betyder mest for mig, er at tjene min Gud, Jehova.

 Da jeg gik op i kampsport, var jeg ustandselig på vagt over for de folk der var omkring mig, fordi jeg altid tænkte på hvordan jeg skulle forsvare mig hvis nogen angreb mig. I dag er jeg stadig opmærksom på dem der er omkring mig, men af en anden grund – for at hjælpe dem. Bibelen har hjulpet mig til at gøre noget for andre og blive en bedre mand for min smukke kone, Brenda.

 Kampsport var engang mit et og alt. Men jeg har erstattet det med noget mere værdifuldt. Det kan ikke siges bedre end Bibelen gør det: “Fysisk træning gavner lidt, men gudhengivenhed gavner på alle måder. Til den er der nemlig knyttet et løfte der både gælder det nuværende liv og det liv der vil komme.” – 1. Timotheus 4:8.