Gå direkte til indholdet

Habtemichael Tesfamariam sammen med sin hustru, Leterberhan Bezabih, inden han blev fængslet

25. APRIL 2018
ERITREA

To ældre Jehovas Vidner dør i fængsel i Eritrea

To ældre Jehovas Vidner dør i fængsel i Eritrea

To af Jehovas Vidner, Habtemichael Tesfamariam og Habtemichael Mekonen, døde i Mai Serwa-fængslet i nærheden af Asmara i starten af 2018. De var begge blevet anholdt og fængslet i sommeren 2008 på grund af deres religiøse overbevisning og sad fængslet under barske forhold i næsten 10 år.

Habtemichael Tesfamariam døde pludseligt i en alder af 76 i Mai Serwa-fængslet den 3. januar 2018. De andre indsatte mener at han blev ramt af et slagtilfælde. Han blev født i 1942 i Mendefera, Eritrea. Han blev Jehovas Vidne i 1970 og gik aldrig på kompromis med sin tro, heller ikke selvom han blev udsat for uretfærdig fængsling og grov behandling. Ud over sin hustru, Leterberhan Bezabih, efterlader han sig fire sønner og tre døtre.

Habtemichael Mekonen døde som 77-årig i Mai Serwa-fængslet den 6. marts 2018. Hans medfanger mener at han døde af nyresvigt. Han blev født i 1940 i landsbyen Kudo-Felasi i det sydlige Eritrea. Han har været Jehovas Vidne i over 55 år, og ligesom Habtemichael Tesfamariam nægtede han at gå på kompromis med sin tro, også selvom han blev fængslet uden grund og udsat for grov behandling. Han efterlader sig sin hustru, Mihret Ellias, samt en søn og en datter.

Uretfærdigt anholdt og udsat for barske forhold

Habtemichael Mekonen blev anholdt uden anklager i juli 2008, og Habtemichael Tesfamariam i august 2008. Begge befandt sig i deres private hjem da de blev anholdt. De blev placeret i den berygtede fangelejr Meitir i ørkenen nord for Asmara, hvor de måtte udholde barske og umenneskelige forhold. Fra oktober 2011 til august 2012 blev de fanger der var Jehovas Vidner, anbragt i en halvt nedgravet bygning der blev kaldt “undergrunden”. I dette særlige afstraffelsesområde led fangerne under den ekstreme sommervarme og fik ikke nok mad og vand. Det førte til at nogle efterfølgende kom til at lide af svære helbredsproblemer.

I 2017 blev Vidnerne i Meitir-fangelejren overført til Mai Serwa-fængslet, hvor de har lov til at modtage madvarer fra familiemedlemmer og få lægehjælp ved alvorlig sygdom. Det var en lettelse for fangerne at blive overført til et fængsel med mindre barske forhold, men Habtemichael Tesfamariam og Habtemichael Mekonen kom sig aldrig helt over den grove behandling de havde været udsat for.

Habtemichael Mekonen sammen med sin hustru, Mihret Ellias, inden han blev fængslet

Habtemichael Tesfamariam og Habtemichael Mekonen er ikke de første Jehovas Vidner i Eritrea der er døde i fængslet eller kort efter deres løsladelse. På grund af umenneskelige fængselsforhold og grov behandling døde to andre Jehovas Vidner i fængsel, og tre døde kort efter at være blevet løsladt. Mindst syv Jehovas Vidner som blev løsladt for nogle år siden, kæmper stadig med alvorlige helbredsproblemer som en direkte følge af deres ophold i fængslet. I Eritrea er 53 Jehovas Vidner fortsat fængslet for deres tro, deriblandt Habtemichael Tesfamariams bror, Tareke.

Forfølgelsen er en “forbrydelse mod menneskeheden”

Den 8. juni 2016 offentliggjorde FN’s Menneskerettighedsråd en rapport der var baseret på en undersøgelse foretaget af en FN-undersøgelseskommission som Menneskerettighedsrådet havde nedsat for at efterforske krænkelser af menneskerettigheder i Eritrea. Kommissionen opfordrede Eritrea til at “respektere religions- og trosfriheden” og til at “sætte en stopper for den vilkårlige tilbageholdelse og fængsling af enkeltpersoner på grund af deres religiøse overbevisning, især af personer der tilhører bestemte religiøse grupper, såsom Jehovas Vidner, ... og til med det samme og uden forbehold at løslade alle dem der ulovligt og vilkårligt er blevet fængslet”. I sin redegørelse konkluderer kommissionen at Eritreas forfølgelse på baggrund af religion er en “forbrydelse mod menneskeheden”.

Jehovas Vidner håber at Habtemichael Tesfamariams og Habtemichael Mekonens dødsfald ikke går ubemærket hen i det internationale samfund, og at disse tragiske hændelser vil motivere oprigtige myndighedspersoner i Eritrea til at gribe til handling på vegne af alle dem der sidder uretfærdigt fængslet på grund af deres tro.