Kapitel 4

Det store frafald opstår

„ÉN HERRE, én tro.“ (Ef. 4:5) Da apostelen Paulus skrev disse ord under inspiration (omkring år 60-61), var der kun én kristen tro. Men i dag findes der et væld af trossamfund og sekter der hævder at være kristne, skønt de forkynder modstridende læresætninger og følger vidt forskellige adfærdsnormer. De er kommet langt bort fra den ene forenede kristne menighed der blev grundlagt på pinsedagen år 33! Hvordan er disse splittelser opstået? For at få svar på det, må vi gå tilbage til det første århundrede.

Modstanderen, Satan, prøvede lige fra begyndelsen at få Jehovas vidner til at tie ved at sørge for at de blev forfulgt af dem der var uden for menigheden. (1 Pet. 5:8) Forfølgelsen kom først fra jøderne og derefter fra det hedenske Romerrige. De første kristne udholdt alle former for modstand. (Jævnfør Åbenbaringen 1:9; 2:3, 19.) Men modstanderen gav ikke op. Hvis han ikke kunne bringe dem til tavshed ved at øve pres på dem udefra, kunne han måske fordærve dem indefra. Mens den kristne menighed endnu befandt sig i sin barndom, blev dens eksistens truet af en indre fjende — frafald. a

Frafaldet sneg sig dog ikke ubemærket ind i menigheden. Som menighedens hoved havde Kristus sørget for at hans disciple blev advaret i forvejen. — Kol. 1:18.

„Der . . . vil være falske lærere blandt jer“

„Vær på vagt over for de falske profeter der kommer til jer forklædt som får,“ sagde Jesus advarende. (Matt. 7:15) Jesus vidste at Satan ville forsøge at splitte og fordærve hans disciple. Helt fra begyndelsen af sin tjeneste advarede han dem derfor mod falske lærere.

Hvorfra skulle disse falske lærere komme? Omkring år 56 sagde apostelen Paulus til tilsynsmændene fra Efesus: „Fra jer selv skal der fremstå mænd som vil fremføre fordrejede ting for at trække disciplene bort efter sig.“ (Apg. 20:29, 30) Disse egoistiske frafaldne ville ikke stille sig  tilfreds med at vinde deres egne disciple; de ville forsøge at trække „disciplene“, Kristi disciple, bort efter sig.

Apostelen Peter forudsagde også (omkring år 64) et fordærv der ville komme indefra, og han beskrev endda hvordan de frafaldne ville gå frem: „Der . . . vil være falske lærere blandt jer. De vil liste ødelæggende sekter ind og . . . i havesyge vil de udnytte jer med falske ord.“ (2 Pet. 2:1, 3) De falske lærere ville være som spioner eller forrædere i en fjendes lejr. Skønt de var fremstået fra menigheden, ville de infiltrere den med deres fordærvede synspunkter på en fordækt eller camoufleret måde.

Disse advarsler fra Jesus og hans apostle var ikke uberettigede. Modstanden indefra begyndte i det små, men den viste sig på et tidligt tidspunkt i den kristne menighed.

„Allerede i virksomhed“

Mindre end 20 år efter Jesu død gjorde apostelen Paulus opmærksom på at Satan ’allerede var i virksomhed’ med hensyn til at skabe splittelse og vende mennesker bort fra den sande tro. (2 Thess. 2:7) Så tidligt som omkring år 49 skrev det styrende råd i et brev der blev sendt ud til menighederne: „Vi har hørt at nogle fra os, som vi ikke har givet påbud, har foruroliget jer med deres udtalelser og prøvet at forstyrre jeres sjæle.“ (Apg. 15:24) Nogle inden for menigheden gav altså udtryk for modstridende synspunkter — i dette tilfælde åbenbart i forbindelse med spørgsmålet om hvorvidt hedningekristne skulle omskæres og overholde Moseloven. — Apg. 15:1, 5.

I løbet af det første århundrede spredte en splittende tankegang sig som koldbrand. (Jævnfør Andet Timoteusbrev 2:17.) Omkring år 51 forudsagde nogle i Thessalonika med urette at Herren Jesu „nærværelse“ var umiddelbart forestående. (2 Thess. 2:1, 2) Omkring år 55 forkastede nogle i Korinth den klare, kristne lære om de dødes opstandelse. (1 Kor. 15:12) Omkring år 65 påstod nogle at opstandelsen allerede havde fundet sted, og at det drejede sig om en symbolsk opstandelse som levende kristne erfarede. — 2 Tim. 2:16-18.

Der findes ingen inspirerede beretninger om hvad der skete i den kristne menighed i løbet af de næste 30 år. Men da apostelen Johannes skrev sine breve (omkring år 98) var der „mange antikrister“ — mennesker der fornægtede at Jesus var Messias og Guds søn som var „kommet i kødet“. — 1 Joh. 2:18, 22; 4:2, 3.

I over 60 år havde apostlene ’holdt frafaldet tilbage’ ved at søge at hindre den frafaldne tankegang i at vinde indpas i menigheden. (2 Thess. 2:7; jævnfør Andet Johannesbrev 9, 10.) Men omkring år 100 døde den  sidste af apostlene, Johannes. Det frafald som langsomt var begyndt at gøre sig gældende i menigheden, var nu rede til at slå ud i lys lue, med katastrofale følger for organisationen og læren.

Præsteskab og lægfolk

„I er alle brødre,“ havde Jesus sagt til sine disciple. „Én er jeres Fører, Messias.“ (Matt. 23:8, 10) I det første århundrede var der derfor intet præsteskab i de kristne menigheder. Som Kristi åndssalvede brødre havde alle de første kristne udsigt til at blive præster i himmelen sammen med Kristus. (1 Pet. 1:3, 4; 2:5, 9) Hvad organiseringen angår havde hver menighed et råd af tilsynsmænd, åndelige ældste, der førte tilsyn med den. b Alle de ældste havde samme myndighed, og ingen af dem måtte ’spille herrer’ over den hjord de havde fået betroet. (Apg. 20:17; Fil. 1:1; 1 Pet. 5:2, 3) Men efterhånden som frafaldet udviklede sig, ændredes situationen hurtigt.

En af de første afvigelser fra den oprindelige norm var at man begyndte at skelne mellem udtrykkene „tilsynsmand“ (gr.: epiʹskopos) og „ældste“ (gr.: presbyʹteros), så de ikke længere blev brugt om den samme stilling. Blot cirka ti år efter at apostelen Johannes var død skrev Ignatius, der var „biskop“ i Antiochia, i et brev til menigheden i Smyrna: „Følg alle biskoppen [tilsynsmanden], som Jesus Kristus følger Faderen, og følg presbyterne [de ældste] som apostlene.“ Ignatius gjorde sig dermed til talsmand for at hver menighed skulle ledes af en biskop c eller tilsynsmand, der skulle have en anden funktion og større myndighed end presbyterne, de ældste.

Hvordan opstod dette skel? August Neander forklarer hvad der skete: „I det andet århundrede . . . må det faste embede som presbyternes formand være blevet oprettet, og da navnlig han førte tilsyn med alle ting, fik han titlen [epiʹskopos], hvorved han blev skilt ud fra de øvrige presbytere.“ — The History of the Christian Religion and Church, During the Three First Centuries.

Dermed lagdes grundlaget for gejstlighedens gradvise opståen. Omkring hundrede år senere gjorde Cyprian, der var „biskop“ i Karthago i Nordafrika, sig til stærk fortaler for biskoppernes myndighed — som gruppe betragtet, adskilt fra presbyterne (der senere blev kaldt præster d),  diakonerne og lægfolket. Han gik dog ikke ind for at én biskop skulle have større myndighed end de andre. e

Mens biskopper og presbytere klatrede op ad rangstigen, lod de resten af de troende i menigheden blive stående forneden. Dette resulterede i et skel mellem gejstligheden (dem der førte an) og lægfolket (de passive troende). McClintock og Strongs Cyclopedia forklarer: „Fra Cyprians tid . . . han der var fader til det hierarkiske system [og som døde omkring år 258], blev adskillelsen mellem gejstlighed og lægfolk fremtrædende, og snart blev den indført overalt. Ja, fra og med det tredje århundrede blev udtrykket klerus . . . næsten udelukkende anvendt om præstestanden, for at adskille den fra lægfolket. Efterhånden som det romerske hierarki udviklede sig, blev gejstligheden ikke blot en særskilt orden . . . men den blev også anerkendt som det eneste præsteskab.“

I løbet af de første halvandet hundrede år efter at den sidste apostel var død, fandt to væsentlige organisationsmæssige forandringer således vej ind i menigheden: For det første opstod der et skel mellem biskoppen og presbyterne, med biskoppen øverst på rangstigen. For det andet opstod der et skel mellem gejstlighed og lægfolk. I stedet for at alle de åndsavlede troende udgjorde „et kongeligt præsteskab“, blev præsterne nu „anerkendt som det eneste præsteskab“. f — 1 Pet. 2:9.

Disse forandringer markerede en  afvigelse fra den bibelske måde menighederne blev ledet på mens apostlene levede. Men organisationsmæssige forandringer var ikke de eneste følger af frafaldet.

Hedensk lære trænger ind i menigheden

Kristi rene lære er bevaret i De Hellige Skrifter. Jesus lærte for eksempel at Jehova er „den eneste sande Gud“ og at menneskesjælen kan dø. (Joh. 17:3; Matt. 10:28) Men efter at apostlene var døde og organisationsstrukturen var blevet svækket, blev sådanne rene læresætninger fordærvet. Hedensk lære trængte ind i kristendommen. Hvordan kunne det gå til?

En væsentlig faktor var den snigende påvirkning fra græsk filosofi. I The New Encyclopædia Britannica siges der: „Fra midten af det 2. århundrede efter Kristi fødsel begyndte kristne der havde modtaget en vis oplæring i græsk filosofi, at føle et behov for at udtrykke deres tro i vendinger hentet herfra, både for at tilfredsstille deres eget intellekt og for at omvende lærde hedninger.“ Da mennesker med interesse for filosofi først var blevet kristne, varede det ikke længe før den græske filosofi og „kristendommen“ var blevet uløseligt sammenknyttet.

Som følge af denne sammensmeltning vandt hedenske læresætninger som treenighedslæren og læren om sjælens udødelighed indpas i den besmittede kristendom. Disse læresætningers rødder strækker sig imidlertid meget længere tilbage end til de græske filosoffer. Grækerne fik dem fra ældre kulturer, for der er vidnesbyrd om sådanne læresætninger i gamle ægyptiske og babyloniske religioner.

Efterhånden som den hedenske lære fortsat trængte ind i kristendommen, blev andre bibelske læresætninger også forvrænget eller forkastet.

Håbet om Riget blegner

Jesu disciple var fuldt ud klar over at de måtte holde sig vågne for at forstå hvornår Jesu lovede „nærværelse“ begyndte og hans rige kom. Med tiden indså de at dette rige skal herske over jorden i tusind år og forvandle den til et paradis. (Matt. 24:3; 2 Tim. 4:18; Åb. 20:4, 6) Bibelskribenterne gav det første århundredes kristne vidner stærke tilskyndelser til at holde sig åndeligt vågne og adskilt fra verden. (Jak. 1:27; 4:4; 5:7, 8; 1 Pet. 4:7) Men så snart apostlene var døde, blegnede de kristnes forventninger med hensyn til Kristi nærværelse og hans riges komme. Hvorfor?

Én faktor var den åndelige besmittelse med den græske lære om sjælens udødelighed. Efterhånden som denne lære slog rod blandt de kristne, opgav de håbet om tusindårsriget. Hvorfor? The New International Dictionary of New Testament Theology forklarer: „Læren om sjælens udødelighed blev indført i stedet for den nytestamentlige eskatologi [læren om „de  sidste ting“] med dens håb om de dødes opstandelse og en ny skabning (Åb. 21. f.), således at sjælen dømmes efter døden og kommer i et paradis der nu opfattes som hørende til den hinsides verden.“ Sagt med andre ord: de frafaldne kristne troede at sjælen levede videre efter legemets død, og at Kristi tusindårsriges velsignelser derfor måtte høre åndeverdenen til. De „flyttede“ således Paradiset fra jorden til himmelen, hvor de mente at de frelste sjæle kom hen ved døden. Følgelig var der ingen grund til at være opmærksom på Kristi nærværelse og hans riges komme, for alle håbede på at komme op til Kristus i himmelen når de døde. g

En anden faktor fik det til at virke meningsløst at vente på Kristi riges komme. Som The New Encyclopædia Britannica forklarer: „Den [tilsyneladende] udskydelse af Parousia’en resulterede i en svækkelse af oldkirkens umiddelbare forventning. I denne ’afeskatologisering’ [svækkelse af læren om „de sidste ting“] trådte institutionskirken i stigende omfang i det forventede gudsriges sted. Dannelsen af den katolske kirke som en hierarkisk institution skal ses i direkte sammenhæng med den umiddelbare forventnings aftagen.“ (Kursiveret af os.) Mens tusindårsrigets velsignelser blev flyttet fra jorden til himmelen, blev Guds rige altså flyttet fra himmelen til jorden. Denne „flytning“ blev fuldført af Augustin fra Hippo (år 354-430). I sit berømte værk De Civitate Dei (Om Guds stat) skrev han: „Kirken som nu er på jorden, er både Kristi rige og himmelens rige.“

I mellemtiden, omkring år 313, i den romerske kejser Konstantins regeringstid, opnåede kristendommen juridisk anerkendelse. På dette tidspunkt havde den for en stor del antaget en frafalden tankegang. Religiøse ledere var villige til at træde i statens tjeneste, og i begyndelsen styrede staten det religiøse liv. (Inden længe var det religionen der styrede statens anliggender.) På denne måde fik kristenheden h sin begyndelse, og en gren af den (den katolske tro) blev med tiden Roms statsreligion. Nu var „Guds rige“ ikke bare i verden, men det var også en del af verden. Det var noget helt andet end det rige Kristus havde forkyndt om! — Joh. 18:36.

Reformationen — en tilbagevenden til den sande tilbedelse?

Som ukrudt der trives mellem halvkvalt hvede, dominerede romerkirken med sin pave verdens anliggender i flere hundrede år. (Matt. 13:24-30, 37-43) Efterhånden som kirken i stadig højere grad blev en del af verden, fjernede den sig mere og mere fra det første århundredes kristendom. I århundredernes løb opstod der „kætterske“ sekter som krævede reformer  inden for kirken, men kirken fortsatte med at misbruge sin magt og samle sig velstand. Men i det 16. århundrede slog den protestantiske reformation, et religiøst oprør, ud i lys lue.

Reformatorer som Martin Luther (1483-1546), Ulrich Zwingli (1484-1531) og Johannes Calvin (1509-64) angreb kirken af forskellige årsager: Luther på grund af afladshandelen, Zwingli på grund af præstecølibatet og mariadyrkelsen, og Calvin fordi han mente at kirken havde behov for at vende tilbage til kristendommens oprindelige principper. Hvad fik de udrettet?

Der er ingen tvivl om at der kom noget godt ud af reformationen. Det der især bør fremhæves, er at Bibelen blev oversat til de sprog almindelige mennesker talte. Den frie ånd som prægede reformationen, førte til en mere objektiv bibelforskning og en øget forståelse af Bibelens grundsprog. Men reformationen markerede ikke en tilbagevenden til den sande tilbedelse og lære. i Hvorfor ikke?

Frafaldets virkninger var så dybtgående at de trængte helt ned til kristenhedens grundvolde. Når forskellige protestantiske grupper rev sig løs fra paven og Rom, tog de derfor nogle af den romersk-katolske kirkes grundlæggende fejl med sig, træk der var resultatet af at man havde forladt den sande kristendom. Skønt de protestantiske kirker blev ledet på  lidt forskellige måder, blev det grundlæggende skel mellem en herskende gejstlighed og et underordnet lægfolk således bevaret. Man bevarede også ubibelske læresætninger som treenighedslæren, læren om sjælens udødelighed og læren om evig pine efter døden. De protestantiske kirker fortsatte også med at være en del af verden, ligesom romerkirken. De havde nære forbindelser med de politiske systemer og de herskende klasser.

Hvordan var det i mellemtiden gået med de kristnes forventning? Var der nogen som årvågent spejdede efter Jesu nærværelse og hans riges komme? I flere hundrede år efter reformationen var kirkerne — både de katolske og de protestantiske — stærkt optaget af at skaffe sig verdslig magt, og de havde en tendens til at skyde forventningerne om Kristi rige fra sig.

En gryende årvågenhed

I det 19. århundrede resulterede det religiøse klima imidlertid i en gryende årvågenhed blandt enkelte kristne. Præster og andre lærde som drev bibelforskning, tog dogmer som læren om den udødelige sjæl, læren om pine efter døden, læren om forudbestemmelse og treenighedslæren op til fornyet overvejelse. Nogle bibelstudenter granskede desuden nøje Bibelens profetier om de sidste dage. Der var således flere grupper som begyndte at tænke alvorligt over Herrens lovede genkomst. — Matt. 24:3.

I De Forenede Stater forudsagde William Miller at Kristus ville komme synligt tilbage i 1843 eller 1844. Den tyske teolog J. A. Bengel fastsatte årstallet til 1836; irvingianerne i England så først frem til 1835, så til 1838, 1864 og 1866. En gruppe mennonitter i Rusland så først frem til 1889, så til 1891.

Disse bestræbelser for at vågne op bidrog til at vække mange og gøre dem opmærksomme på udsigten til Herrens genkomst. Imidlertid endte de med en skuffelse, i de fleste tilfælde fordi de nævnte grupper stolede for meget på mennesker og for lidt på Bibelen. Efter nogle få årtier var de fleste af dem forsvundet.

I samme periode begyndte en anden udvikling som også havde indflydelse på menneskers håb og forventninger.

Oplysningens og industrialiseringens tidsalder

I 1848 offentliggjorde Karl Marx og Friedrich Engels Det Kommunistiske Manifest. De forfægtede ateisme i stedet for religion, som Marx kaldte „opium for  folket“. Men selv om de angivelig var imod al religion, fremmede de i virkeligheden dyrkelsen af staten og dens ledere.

Omkring ti år senere, i 1859, blev Charles Darwins bog Arternes Oprindelse udgivet. Den øvede stor indflydelse på tidens videnskabelige og religiøse tankegang. Evolutionsteorierne førte til at der blev rejst tvivl om Bibelens beretning om skabelsen og om hvordan synden kom ind i verden ved det første menneskepars ulydighed. (1 Mos., kap. 1-3) Som følge af dette blev manges tro på Bibelen undergravet.

I mellemtiden var den industrielle revolution ved at vinde frem. Industri og maskiner trængte landbruget i baggrunden. Udviklingen af damplokomotivet (i begyndelsen af det 19. århundrede) førte til at der blev bygget omfattende jernbanenet. I sidste halvdel af det 19. århundrede blev telefonen, fonografen og det elektriske lys opfundet (i henholdsvis 1876, 1877 og 1878-79), og ved hjælp af Linotype blev der fremstillet bogsats med typer støbt sammen i hele linjer (1884).

Menneskeheden var på vej ind i en periode med en udvikling som aldrig før i historien med hensyn til hurtig transport og kommunikation. Selv om disse goder ville blive brugt til fremme af kommercielle og politiske mål, ville de også være anvendelige på det religiøse område. Tiden var nu moden til at en lille gruppe bibelstudenter tog et beskedent initiativ som viste sig at få verdensomfattende konsekvenser.

[Fodnoter]

[Tekstcitat på side 33]

Mens den kristne menighed stadig befandt sig i sin barndom, blev den truet af frafald

[Tekstcitat på side 34]

Modstanden indefra begyndte i det små

[Tekstcitat på side 37]

De frafaldne flyttede tusindårsrigets velsignelser fra jorden til himmelen, og Guds rige fra himmelen til jorden

[Ramme/illustration på side 36]

Platon og „kristendommen“

Den græske filosof Platon (der blev født omkring 428 f.v.t.) kunne umuligt vide at hans lære med tiden ville finde vej ind i den frafaldne kristendom. Platons væsentligste bidrag til „kristendommen“ har at gøre med treenighedslæren og læren om sjælens udødelighed.

Platons tanker om Gud og naturen havde indflydelse på kristenhedens treenighedslære. Opslagsværket „Nouveau Dictionnaire Universel“ forklarer: „Den platoniske treenighed, der selv kun var en tilpasning af ældre tiders treenigheder som stammede fra tidligere folkeslag, ser ud til at være den rationelle filosofiske treenighed af attributter der blev oprindelsen til de tre hypostaser, det vil sige guddommelige personer, som de kristne kirker lærer. . . . Denne græske filosofs opfattelse af den guddommelige treenighed . . . findes i alle oldtidens [hedenske] religioner.“ — Bind 2, side 1467.

Angående læren om sjælens udødelighed siges der i „New Catholic Encyclopedia“: „Den kristne forestilling om en åndelig sjæl der er skabt af Gud og indgivet legemet ved undfangelsen så mennesket bliver en levende helhed, er et resultat af en lang udvikling af kristen filosofi. Kun Origenes [død ca. 254 e.v.t.] i østen og Augustin [død 430 e.v.t.] i vesten gjorde sjælen til en åndelig substans og udformede en filosofisk teori om dens natur. . . . [Augustins] lære . . . kan i meget (nogle svagheder indbefattet) føres tilbage til nyplatonismen.“ — Bind XIII, side 452, 454.

[Illustration på side 35]

Cyprian, „biskoppen“ i Karthago, opfattede biskopperne som en særskilt klasse, adskilt fra presbyterne, diakonerne og lægfolket

[Illustration på side 38]

„Kirken som nu er på jorden, er både Kristi rige og himmelens rige“ (Augustin fra Hippo)

[Illustrationer på side 39]

Martin Luther

Johannes Calvin

Ulrich Zwingli

Reformatorer der angreb kirken på forskellige områder

[Illustrationer på side 40]

„Det Kommunistiske Manifest“ af Karl Marx fremmede dyrkelsen af staten. „Arternes Oprindelse“ af Charles Darwin øvede stor indflydelse på tidens videnskabelige og religiøse tankegang

[Illustrationer på side 41]

Damplokomotivet

Det elektriske lys

Den første telefon

En af de første Linotypemaskiner

Fonografen