ældste: Bogst.: “ældre mænd”. I Bibelen bruges det græske ord presbyteros hovedsageligt om dem der har en ansvarsfuld stilling eller sidder inde med myndighed i et samfund eller en nation. Selvom udtrykket nogle gange henviser til alder i bogstavelig forstand (som i Lu 15:25; ApG 2:17), anvendes det ikke udelukkende om dem der er højt oppe i årene. Her henviser det til den jødiske nations ledere, der ofte nævnes sammen med de øverste præster og de skriftlærde. Sanhedrinet bestod af mænd fra disse tre grupper. – Mt 21:23; 26:3, 47, 57; 27:1, 41; 28:12; se Ordforklaring: “Ældste; ældre mand”.

ældste: Se studienote til Mt 16:21.

Pilatus, som var statholder: En romersk statholder (præfekt) over Judæa som var udnævnt af kejser Tiberius i år 26 e.v.t. Han havde sit embede i omkring ti år. Pilatus omtales også af ikkebibelske skribenter, deriblandt af den romerske historiker Tacitus, der skrev at Pilatus under Tiberius’ regeringstid udstedte ordren om at få Kristus henrettet. I et gammelt romersk teater i Cæsarea i Israel har man fundet en latinsk inskription med ordene: “Pontius Pilatus, præfekt i Judæa”. – Se Tillæg B10 for at se det område Pontius Pilatus havde myndighed over.

fik han dårlig samvittighed: Selvom det græske ord metamelomai der er anvendt her, kan have en positiv betydning (gengivet med “fortrød” eller “at fortryde” i Mt 21:29, 32; 2Kt 7:8), er der ikke noget der tyder på at Judas følte oprigtig anger. Når der i Bibelen tales om anger over for Gud, bliver der anvendt et andet udtryk, metanoeo (oversat med “angre” i Mt 3:2; 4:17; Lu 15:7; ApG 3:19), og det indeholder tanken om en gennemgribende ændring i personens tankegang, indstilling eller hensigt. Det at Judas vendte tilbage til de selv samme mænd som han havde konspireret med, og derefter begik selvmord, viste at han stadig havde en forkert tankegang der ikke havde ændret sig til det bedre.

uskyldig: I nogle gamle håndskrifter står der her “retfærdig”. – Se også Mt 23:35.

templet: Det græske ord naos der anvendes her, kan henvise til hele tempelkomplekset, deriblandt forgårdene, og ikke kun til den indre helligdom i selve templet.

hængte sig: Lukas’ beretning om Judas’ død, som vi finder i ApG 1:18, fortæller at Judas styrtede ned, og at hans krop blev flået op. Det ser ud til at Matthæus beskriver hvordan han begik selvmord, mens Lukas beskriver resultatet. Når man kombinerer oplysningerne i de to beretninger, tyder det altså på at Judas hængte sig over en klippe, men at rebet eller grenen på træet på et tidspunkt knækkede så han styrtede ned og blev flået op af klipperne under ham. Topografien omkring Jerusalem giver rum for denne mulighed.

tempelkassen: Dette udtryk kan henvise til den del af templet der omtales som “skatkammeret” i Joh 8:20, der måske lå i det område der kaldes Kvindernes Forgård, hvor der stod 13 bidragsbøsser. (Se Tillæg B11). Man mener at templet også havde et større skatkammer hvor pengene fra bidragsbøsserne blev opbevaret.

blodpenge: Dvs. penge modtaget som betaling for at udgyde blod.

brugte de pengene: Det er kun Matthæus der nævner at de øverste præster brugte de 30 sølvstykker til at købe et stykke jord for. I ApG 1:18, 19 står der at det var Judas der købte marken, men forklaringen kan være at de øverste præster købte marken for Judas’ penge.

pottemagerens mark: Siden det 4. århundrede e.v.t. er denne mark blevet identificeret med et sted på Hinnomdalens sydlige skråning, umiddelbart før den mødes med Kedrondalen. Det ser ud til at det var et sted hvor pottemagere arbejdede. Som man kan se i Mt 27:8 og ApG 1:19, blev marken kendt som “Blodmarken”, eller Hakeldama. – Se Tillæg B12.

fremmede: Dvs. jøder fra andre lande der var på besøg, eller ikkejøder.

indtil i dag: Dette udtryk vidner om at der er gået noget tid mellem begivenhederne fandt sted, og det tidspunkt da beretningen blev nedskrevet. Matthæusevangeliet blev øjensynligt skrevet omkring år 41 e.v.t.

for at det Jehova havde sagt gennem sin profet, kunne blive opfyldt: Dette og lignende udtryk forekommer mange gange i Matthæusevangeliet, tilsyneladende for at fremhæve Jesus som den lovede Messias over for jøderne. – Mt 2:15, 23; 4:14; 8:17; 12:17; 13:35; 21:4; 26:56; 27:9.

blev dét opfyldt som profeten Jeremias havde sagt: Det ser ud til at citatet der følger efter disse ord, primært er hentet fra Zak 11:12, 13, men under Guds ånds inspiration har Matthæus omskrevet det og anvendt det på de omstændigheder der udgjorde opfyldelsen af det. På Matthæus’ tid var Jeremias’ Bog placeret som den første af de profetiske bøger, og hans navn kan være blevet brugt som en betegnelse for disse skrifter som et hele, deriblandt Zakarias’ Bog. – Se studienote til Mt 1:22.

blev dét opfyldt som profeten Jeremias havde sagt: Det ser ud til at citatet der følger efter disse ord, primært er hentet fra Zak 11:12, 13, men under Guds ånds inspiration har Matthæus omskrevet det og anvendt det på de omstændigheder der udgjorde opfyldelsen af det. På Matthæus’ tid var Jeremias’ Bog placeret som den første af de profetiske bøger, og hans navn kan være blevet brugt som en betegnelse for disse skrifter som et hele, deriblandt Zakarias’ Bog. – Se studienote til Mt 1:22.

Jehova: I dette citat fra De Hebraiske Skrifter (se studienote til Mt 27:9) forekommer Guds navn, gengivet med fire hebraiske konsonanter (translittereret JHWH), i den originale hebraiske tekst. – Se Tillæg C.

Du har selv sagt det: Dette er et jødisk idiom som man brugte for at bekræfte sandheden af en udtalelse som en anden fremsatte. Jesus sagde egentlig: “Du har sagt det, og det du siger, er sandt.” Jesus’ svar gjorde det klart at Judas’ egne ord var en indrømmelse af at han var ansvarlig for at have forrådt Jesus. På et tidspunkt efter dette må Judas have forladt lokalet før Jesus indstiftede fejringen af Herrens aftensmåltid, som det ses hvis man sammenligner versene med beretningen i Joh 13:21-30. Næste gang vi hører om Judas i Matthæus’ beretning, er i Mt 26:47, hvor han er sammen med den store flok i Getsemane Have.

Du har selv sagt det: Jesus prøvede ikke at undvige Kajfas’ spørgsmål, for han anerkendte at ypperstepræsten havde myndighed til at tage ham i ed på at det han sagde, var sandt. (Mt 26:63) Det ser ud til at dette udtryk var et jødisk idiom der blev brugt som en bekræftelse af en udtalelse. Denne tanke støttes af Markus’ parallelberetning, hvor Jesus svarer: “Det er jeg.” – Mr 14:62; se studienoter til Mt 26:25; 27:11.

Er du jødernes konge?: Ingen kunne regere som konge noget sted i Romerriget uden kejserens godkendelse. Derfor koncentrerede Pilatus åbenbart sit forhør om den del af anklagen der gik ud på at Jesus var en konge.

Du siger det selv: Jesus’ svar var tydeligvis en bekræftelse af at det Pilatus sagde, var sandt. (Se også studienoter til Mt 26:25, 64). Selvom Jesus siger til Pilatus at det er sandt at han er en konge, er det på en anden måde end Pilatus forestiller sig, for Jesus’ kongedømme er “ikke en del af denne verden” og udgør derfor ikke en trussel mod Rom. – Joh 18:33-37.

plejede ... at løslade en fange: Dette omtales af alle fire evangelieskribenter. (Mr 15:6-15; Lu 23:16-25; Joh 18:39, 40) I De Hebraiske Skrifter nævnes der ikke noget om denne skik, men det lader til at det på Jesus’ tid var blevet en almindelig praksis blandt jøderne. Det har ikke virket fremmed for romerne, for der er vidnesbyrd om at de løslod fanger for at stille folkemængden tilfreds.

dommersædet: Som regel en udendørs platform hvorfra siddende myndighedspersoner kunne tale til folkemængden og bekendtgøre deres juridiske afgørelser.

en drøm: Øjensynligt fra Gud. Matthæus er den eneste evangelieskribent der har denne hændelse med i den inspirerede beretning.

vaskede sine hænder: En symbolsk handling der viste at man erklærede sig uskyldig i en sag eller fralagde sig ansvar. Denne jødiske skik er omtalt i 5Mo 21:6, 7 og Sl 26:6.

Lad hans blod komme over os og over vores børn: Eller “Vi og vores børn vil tage ansvaret for hans død”.

piskes: Romerne plejede at piske deres ofre med et frygteligt redskab der på latin var kendt som en flagellum, hvoraf det græske udsagnsord der er anvendt her (fragelloo, “at piske”), kommer. Det bestod af et skaft som man havde fastgjort flere snore eller knyttede læderstrenge til. Strengene var nogle gange forsynet med takkede benstumper eller metalstykker for at gøre slagene mere smertefulde. En sådan piskning forårsagede dybe læsioner, flænsede kødet op og kunne endda føre til at ofret døde.

statholderens residens: Det græske ord praitorion (der kommer af latin prætorium) henviser til de romerske statholderes officielle residens. Residensen i Jerusalem var sandsynligvis bygget af Herodes den Store og lå i det nordvestlige hjørne af den øvre del af byen, dvs. i den sydlige del af Jerusalem. (Se Tillæg B12 for at se hvor den lå). Pilatus opholdt sig kun i Jerusalem ved særlige lejligheder, som for eksempel højtiderne, fordi der på de tidspunkter var større risiko for optøjer. Til daglig var hans residens i Cæsarea.

skarlagenrød kappe: Den type kappe som konger, myndighedspersoner eller højtstående militærfolk bar. Mr 15:17 og Joh 19:2 siger at der var tale om en purpurfarvet kappe, men på Bibelens tid blev “purpur” brugt til at beskrive enhver farve der var en blanding af rød og blå. Desuden kan vinklen, lysets tilbagekastning samt baggrunden have haft en indvirkning på øjenvidnernes opfattelse af den præcise farve. Denne variation i beskrivelsen af farven viser at evangelieskribenterne ikke bare kopierede hinandens beretninger.

knælede: I oldtidens Mellemøsten var det at knæle et udtryk for respekt, især når man fremsatte en anmodning over for en overordnet.

krone ... kæp: Ud over den skarlagenrøde kappe (der er omtalt i Mt 27:28) gav man også Jesus hånlige efterligninger af symboler på kongeværdighed – nemlig en krone af tornede grene og en kæp som scepter.

knælede de foran ham: Det at knæle var normalt et udtryk for respekt over for en højerestående person, men her var det bare endnu en måde soldaterne hånede Jesus på. – Se studienote til Mt 17:14.

Vær hilset: Eller “Vi hylder dig”. Bogst.: “Må du være glad”. De hyldede ham som de ville have hyldet kejseren, tydeligvis for at håne ham fordi han sagde at han var en konge.

pålægger dig som tvungen tjeneste: Henviser til den tvungne tjeneste som de romerske myndigheder kunne pålægge en borger. De kunne for eksempel kræve at mænd eller dyr udførte tvangsarbejde, eller beslaglægge det de mente de havde brug for i statens tjeneste. Det var for eksempel tilfældet med Simon fra Kyrene, som de romerske soldater ‘pålagde som tvungen tjeneste’ at bære Jesus’ torturpæl. – Mt 27:32.

torturpæl: Eller “henrettelsespæl”. Dette er den første forekomst af det græske ord stauros. På klassisk græsk henviste det primært til en opretstående pæl eller stolpe. I billedlig forstand kunne det stå for de lidelser og den skam, tortur og endda død en person kunne blive udsat for fordi han var en discipel af Jesus. – Se Ordforklaring.

torturpæl: Eller “henrettelsespæl”. På klassisk græsk henviste ordet stauros primært til en opretstående pæl eller stolpe. I billedlig forstand kunne det stå for de lidelser og den skam, tortur og endda død en person kunne blive udsat for fordi han var en discipel af Jesus. – Se Ordforklaring.

Kyrene: En by der lå på Afrikas nordkyst, SSV for øen Kreta. – Se Tillæg B13.

pålagde ... som tvungen tjeneste: Se studienote til Mt 5:41.

torturpæl: Eller “henrettelsespæl”. – Se Ordforklaring: “Pæl”; “Torturpæl”; se også studienoter til Mt 10:38 og 16:24, hvor udtrykket bruges i overført betydning.

Hovedskalstedet: Det græske udtryk Kraniou Topos gengiver det hebraiske ord Golgata. – Se studienoter til Joh 19:17.

Golgata: Navnet kommer af det hebraiske ord for “hovedskal”. (Se Joh 19:17; se også Dom 9:53, hvor det hebraiske ord gulgoleth er gengivet med “kranie”). På Jesus’ tid lå stedet uden for Jerusalems mure, men den præcise placering er stadig uvis. (Se Tillæg B12). Bibelen siger ikke at Golgata lå på en høj, men oplyser dog at nogle betragtede henrettelsen på afstand. – Mr 15:40; Lu 23:49.

Hovedskalstedet: Se studienote til Mr 15:22.

bitre urter: Det græske ord chole henviser her til en bitter væske udvundet af planter eller et bittert stof i almindelighed. For at vise at dette var en opfyldelse af en profeti, citerer Matthæus Sl 69:21, hvor Septuaginta bruger det græske ord chole som en gengivelse af det hebraiske ord for “gift”. Det ser ud til at kvinder i Jerusalem havde lavet en blanding af vin og bitre urter som kunne gives til dem der blev henrettet, for at dulme deres smerter, og det havde romerne tilsyneladende ingen indvendinger imod. I parallelberetningen i Mr 15:23 står der at vinen var “blandet med myrra”, så den indeholdt åbenbart både myrra og bitre urter.

ville han ikke drikke det: Jesus ønskede tydeligvis at være ved fuld bevidsthed under denne trosprøve.

fordelte de hans yderklæder mellem sig: Beretningen i Joh 19:23, 24 tilføjer yderligere detaljer som ikke nævnes af Matthæus, Markus og Lukas. Hvis man kombinerer oplysningerne i de fire evangelieberetninger, giver det følgende billede: Romerske soldater kastede åbenbart lod om både yder- og underklædningen, og soldaterne delte yderklæderne “i fire dele, en til hver soldat”, og kastede lod om hvem der skulle have hvilken del. Men underklædningen ville de ikke dele, så de kastede lod om den uden at dele den op, og denne lodkastning om Messias’ klædning var en opfyldelse af Sl 22:18. Det var tilsyneladende kutyme at de der henrettede nogle, beholdt ofrenes tøj, så forbrydere blev frataget deres tøj og ejendele før de blev henrettet, hvilket gjorde hele situationen endnu mere ydmygende.

ved at kaste lod: Se Ordforklaring: “Lod; lodkastning”.

røvere: Eller “forbrydere”. Det græske ord leistes kan indeholde tanken om voldeligt røveri og blev nogle gange brugt som en betegnelse for nogle der gjorde oprør. Det samme ord anvendes om Barabbas (Joh 18:40), der ifølge Lu 23:19 var fængslet for “at stifte et oprør” og “for mord”. Parallelberetningen i Lu 23:32, 33, 39 omtaler mændene som “forbrydere”, der er oversat fra et græsk ord (kakourgos) som bogstaveligt betyder “en der handler ondt”.

rystede på hovedet: Denne handling, ofte ledsaget af ord, var et udtryk for ringeagt, foragt eller hån. Uden at de forbipasserende vidste af det, var de med til at opfylde profetien i Sl 22:7.

torturpæl: Eller “henrettelsespæl”. – Se Ordforklaring: “Pæl”; “Torturpæl”; se også studienoter til Mt 10:38 og 16:24, hvor udtrykket bruges i overført betydning.

pælen: Eller “torturpælen; henrettelsespælen”. – Se studienote til Mt 27:32 og Ordforklaring: “Pæl”; “Torturpæl”.

torturpæl: Eller “henrettelsespæl”. – Se Ordforklaring: “Pæl”; “Torturpæl”; se også studienoter til Mt 10:38 og 16:24, hvor udtrykket bruges i overført betydning.

pælen: Eller “torturpælen; henrettelsespælen”. – Se studienote til Mt 27:32 og Ordforklaring: “Pæl”; “Torturpæl”.

omkring den tredje time: Dvs. ca. kl. 9. I det første århundrede e.v.t. inddelte jøderne dagen i 12 timer, der begyndte ved solopgang ca. kl. 6. (Joh 11:9) Derfor ville den tredje time være omkring kl. 9, den sjette time omkring middag, og den niende time omkring kl. 15. Fordi man ikke havde præcise tidsmålere, angav man almindeligvis kun et cirkatidspunkt for en begivenhed. – Joh 1:39; 4:6; 19:14; ApG 10:3, 9.

omkring den tredje time: Dvs. ca. kl. 9. I det første århundrede e.v.t. inddelte jøderne dagen i 12 timer, der begyndte ved solopgang ca. kl. 6. (Joh 11:9) Derfor ville den tredje time være omkring kl. 9, den sjette time omkring middag, og den niende time omkring kl. 15. Fordi man ikke havde præcise tidsmålere, angav man almindeligvis kun et cirkatidspunkt for en begivenhed. – Joh 1:39; 4:6; 19:14; ApG 10:3, 9.

mørkt: I parallelberetningen i Lukas tilføjes den oplysning at “solens lys forsvandt”. (Lu 23:44, 45) Mørket var forårsaget af Gud ved hjælp af et mirakel. Der kan ikke have været tale om en solformørkelse. Dette fænomen forekommer når der er nymåne, men mørket indtraf i påsken, hvor der er fuldmåne. Og mørket varede i tre timer, meget længere end den længst mulige totale solformørkelse, der varer mindre end otte minutter.

den sjette time: Dvs. ca. kl. 12. – Se studienote til Mt 20:3.

den niende time: Dvs. ca. kl. 15. – Se studienote til Mt 20:3.

mørkt: Se studienote til Mr 15:33.

Elí, Elí, lamá sabaktáni?: Selvom nogle mener at disse ord er aramæiske, er der sandsynligvis tale om den form for hebraisk man talte på den tid, der var noget påvirket af aramæisk. Den græske translitteration af ordene som de er gengivet af Matthæus og Markus, gør det ikke muligt med bestemthed at identificere det oprindelige sprog.

Min Gud, min Gud: Ved at råbe til sin himmelske Far og anerkende ham som sin Gud opfyldte Jesus ordene i Sl 22:1. Jesus’ pinefulde råb kan have mindet tilhørerne om de mange ting der var profeteret om ham i resten af Sl 22 – at man ville gøre nar af ham, håne ham og angribe hans hænder og fødder, og at man ville kaste lod om hans klædning. – Sl 22:6-8, 16, 18.

Elias: Kommer af det hebraiske navn der betyder “min Gud er Jehova”.

sur vin: Eller “vineddike”. Hentyder sikkert til en tynd, besk eller sur vin der på latin kaldes acetum (eddike) eller posca hvis den var fortyndet med vand. Det var en billig drik som fattige mennesker, deriblandt de romerske soldater, almindeligvis drak for at slukke tørsten. Det græske ord oxos anvendes i Sl 69:21 i Septuaginta, hvor det er profeteret at Messias ville få “eddike” at drikke.

kæp: Eller “rørkæp”. I Johannes’ beretning kaldes den for en “isopstængel”. – Joh 19:29; se Ordforklaring: “Isop”.

at redde ham: Nogle gamle håndskrifter tilføjer: “En anden tog et spyd og stak ham i siden, og der kom blod og vand ud.” Andre vigtige håndskrifter indeholder ikke disse ord. En lignende ordlyd findes i Joh 19:34, men ifølge Joh 19:33 var Jesus allerede død da det skete. De fleste autoriteter, deriblandt udgiverne af Nestle-Alands græske tekst og United Bible Societys græske tekst, mener at ordene i Johannes’ beretning er blevet tilføjet til Matthæus’ beretning af senere afskrivere. Selv i den græske tekstudgave af Westcott og Hort er sætningen sat i dobbelte kantede parenteser, og som forklaring siges der at sætningen “formodes at være indføjet af afskrivere”. I betragtning af at der er forskellige læsemåder af Matthæus’ beretning, og at der ikke er usikkerhed om læsemåden i Johannesevangeliet, er det tydeligvis beretningen i Joh 19:33, 34 der skildrer begivenhederne i den rigtige rækkefølge, nemlig at Jesus allerede var død da en romersk soldat stak ham med spyddet. Derfor er disse ord udeladt i denne oversættelse af Mt 27:49.

døde han: Eller “udåndede han”. Bogst.: “opgav han ånden”. Udtrykket “ånden” (græsk: pneuma) kan her henvise til “åndedrættet” eller “livskraften”, og den tanke støttes af at det græske udsagnsord ekpneo (bogst.: “at udånde”) forekommer i parallelberetningen i Mr 15:37 (hvor det er gengivet med “udåndede”). Nogle er af den opfattelse at brugen af det græske udtryk der kan oversættes med “opgav han ånden”, betyder at Jesus bevidst holdt op med at kæmpe for at holde sig i live fordi det hele nu var fuldført. (Joh 19:30) Han var villig til at ‘ofre sit liv’, eller ‘udgyde sin sjæl helt til døden’. – Esa 53:12, fdn.; Joh 10:11.

viste: Eller “se, da viste”. Det græske ord idou, som svarer til “se”, bliver ofte brugt for at rette opmærksomheden mod det der følger efter. Det tilskynder læseren til at se situationen for sig eller bemærke en detalje i beretningen. Det bruges også for at fremhæve noget eller for at introducere noget nyt eller overraskende. I De Kristne Græske Skrifter bruges udtrykket mest i Matthæus- og Lukasevangeliet og i Åbenbaringens Bog. Et tilsvarende udtryk bruges ofte i De Hebraiske Skrifter.

I det samme: Eller “Og se”. Se studienote til Mt 1:20.

forhænget: Et smukt udsmykket forhæng der adskilte Det Allerhelligste fra Det Hellige i templet. Ifølge den jødiske overlevering var dette tunge forhæng 18 m langt, 9 m bredt og 7,4 cm tykt. Ved at flænge forhænget i to dele udtrykte Jehova sin vrede mod sin Søns mordere, men viste derudover at vejen til selve himlen nu var åbnet. – He 10:19, 20; se Ordforklaring.

helligdommen: Det græske ord naos refererer her til den centrale bygning med dens to rum, Det Hellige og Det Allerhelligste.

gravene: Eller “mindegravene”. – Se Ordforklaring: “Mindegrav”.

blev rejst op: Det græske udsagnsord egeiro, der betyder “oprejse”, kan henvise til en opstandelse, men det anvendes ofte i andre sammenhænge. For eksempel kan det betyde at “løfte op” af et hul eller at “rejse sig” fra jorden. (Mt 12:11; 17:7; Lu 1:69) Matthæus skriver ikke at “de hellige” bliver “rejst op”, men at det er “ligene” der bliver det. Jordskælvet var åbenbart så kraftigt at gravene åbnedes og ligene blev slynget ud af dem.

blev rejst op: Det græske udsagnsord egeiro, der betyder “oprejse”, kan henvise til en opstandelse, men det anvendes ofte i andre sammenhænge. For eksempel kan det betyde at “løfte op” af et hul eller at “rejse sig” fra jorden. (Mt 12:11; 17:7; Lu 1:69) Matthæus skriver ikke at “de hellige” bliver “rejst op”, men at det er “ligene” der bliver det. Jordskælvet var åbenbart så kraftigt at gravene åbnedes og ligene blev slynget ud af dem.

hellige by: Henviser til Jerusalem, som ofte kaldes hellig fordi det var der Jehovas tempel var. – Ne 11:1; Esa 52:1.

de blev synlige: Henviser til ligene der er omtalt i vers 52. – Se studienote til Mt 27:52.

Efter at Jesus var blevet oprejst: Det der står i parentesen, er noget der sker på et senere tidspunkt.

kom folk: Eller “de der kom ud”. Det græske udsagnsord indeholder et grundled i hankøn der står i flertalsform som henviser til folk, ikke til ligene (intetkøn på græsk) som er omtalt i vers 52. Der er tale om forbipasserende der så de lig der var blevet kastet ud af gravene på grund af jordskælvet (vers 51), og som derefter gik ind i byen og fortalte hvad de havde set.

hellige by: Dvs. Jerusalem. – Se studienote til Mt 4:5.

officeren: Eller “centurionen”, dvs. en befalingsmand der havde kommandoen over ca. 100 soldater i den romerske hær. Officeren har måske været til stede da Pilatus forhørte Jesus, og han kan have hørt jøderne anklage Jesus for at sige at han var Guds Søn. – Mt 27:27; Joh 19:7.

Magadan: Selvom man i dag ikke kender til noget sted ved navn Magadan i egnen omkring Galilæas Sø, mener nogle forskere at Magadan er identisk med Magdala, som menes at være det samme område som Khirbet el-Medjdel (Migdal), der ligger omkring 6 km NNV for Tiberias. I parallelberetningen (Mr 8:10) kaldes egnen for Dalmanuta. – Se Tillæg B10.

Maria der blev kaldt Magdalene: Den kvinde der ofte omtales som Maria Magdalene, nævnes første gang her hvor Lukas beretter om det andet år af Jesus’ tjeneste. Hendes tilnavn Magdalene (der betyder “fra, eller tilhørende, Magdala”) stammer sandsynligvis fra byen Magdala. Denne by lå ved vestbredden af Galilæas Sø, ca. midtvejs mellem Kapernaum og Tiberias. Nogle har fremsat den tanke at Magdala var den by denne Maria kom fra, eller den by hun boede i. Maria Magdalene omtales mest i forbindelse med Jesus’ død og opstandelse. – Mt 27:55, 56, 61; Mr 15:40; Lu 24:10; Joh 19:25.

Zebedæus: Muligvis Jesus’ onkel fordi han var gift med Salome, der øjensynligt var søster til Jesus’ mor, Maria. Hvis det er tilfældet, var Jakob og Johannes fætre til Jesus. – Mt 27:55, 56; Mr 15:40, 41; Joh 19:25; se studienote til Mr 15:40.

Zebedæus’ sønners mor: Det vil sige moren til apostlene Jakob og Johannes. Ifølge Markus’ beretning var det Jakob og Johannes der henvendte sig til Jesus. (Mr 10:35) Det ser ud til at ønsket stammede fra dem selv, men at de fik deres mor, Salome (der muligvis var moster til Jesus), til at fremføre anmodningen. – Mt 27:55, 56; Mr 15:40, 41; Joh 19:25.

Maria Magdalene: Hendes tilnavn Magdalene (der betyder “fra, eller tilhørende, Magdala”) stammer sandsynligvis fra byen Magdala, der lå ved vestbredden af Galilæas Sø, ca. midtvejs mellem Kapernaum og Tiberias. Nogle har fremsat den tanke at Magdala var den by Maria kom fra, eller den by hun boede i. – Se studienoter til Mt 15:39; Lu 8:2.

Jakobs: Kaldes også “Jakob den Lille”. – Mr 15:40.

Joses’: Nogle gamle håndskrifter har her navnet “Josef” i stedet for “Joses”. I parallelberetningen i Mr 15:40 står der i de fleste gamle håndskrifter navnet “Joses”.

Zebedæus’ sønners mor: Dvs. moren til apostlene Jakob og Johannes. – Se studienoter til Mt 4:21; 20:20.

Arimatæa: Navnet på denne by kommer af et hebraisk ord der betyder “høj; højdedrag”. I Lu 23:51 bliver den omtalt som “en af judæernes byer”. – Se Tillæg B10.

Josef: Evangelieskribenternes individuelle kendetegn kommer til udtryk i de forskellige detaljer de fortæller om Josef. Skatteopkræveren Matthæus bemærker at han var rig; Markus, der skrev til romerne, siger at han var “et respekteret medlem af Rådet” der ventede på Guds rige; Lukas, den medfølende læge, siger at han “var en god og retfærdig mand” der ikke havde stemt for Rådets planer og støttet handlingerne mod Jesus; det er kun Johannes der oplyser at han “var en discipel ... i det skjulte fordi han var bange for jøderne”. – Mr 15:43-46; Lu 23:50-53; Joh 19:38-42.

grav: Eller “mindegrav”. En hule, eller et kammer, der var udhugget i den bløde kalkstensklippe, snarere end en naturlig hule. I sådanne grave var der ofte bænkelignende hylder eller nicher hvor ligene kunne lægges. – Se Ordforklaring: “Mindegrav”.

en stor sten: Åbenbart en cirkelformet sten, for i verset står der at den blev rullet på plads, og i Mr 16:4 står der at den “var rullet væk” da Jesus var blevet oprejst. Den kan have vejet et ton eller mere.

Alfæus’ søn Jakob: Højst sandsynligt den samme discipel der omtales som “Jakob den Lille” i Mr 15:40. Der er bred enighed om at Alfæus var den samme som Klopas (Joh 19:25), og hvis det er rigtigt, betyder det at han var gift med “den anden Maria” (Mt 27:56; 28:1; Mr 15:40; 16:1; Lu 24:10). Den Alfæus der nævnes her, er tydeligvis ikke den samme som den Alfæus der omtales i Mr 2:14, og som var far til Levi.

Klopas: I Bibelen bliver det navn kun brugt her. Mange bibelkommentatorer er enige om at Klopas er den samme som Alfæus, der nævnes i Mt 10:3; Mr 3:18; Lu 6:15 og ApG 1:13. Som andre eksempler i Bibelen viser, var det ikke ualmindeligt at man havde to navne som man kunne veksle imellem. – Se også Mt 9:9; 10:2, 3; Mr 2:14.

den anden Maria: Dvs. “Maria, Jakobs og Joses’ mor”, der er omtalt i Mt 27:56. Hun nævnes også i Mt 28:1; Mr 15:40, 47; 16:1; Lu 24:10; Joh 19:25. – Se studienoter til Mr 3:18; Joh 19:25.

Næste dag: Dvs. den 15. nisan. Dagen efter den 14. nisan var altid en sabbat, eller en hellig hviledag, uanset hvilken dag på ugen den faldt på. I år 33 e.v.t. faldt den 15. nisan desuden på en almindelig sabbat, hvilket gjorde dagen til en “stor”, eller dobbelt, sabbatsdag. – Joh 19:31; se Tillæg B12.

forberedelsesdagen: En betegnelse for dagen før den ugentlige sabbat. På den dag forberedte jøderne sig til sabbatten ved at tilberede ekstra måltider og færdiggøre andet arbejde som ikke kunne vente til efter sabbatten. I dette tilfælde faldt forberedelsesdagen på den 14. nisan. – Mr 15:42; se Ordforklaring.

tre dage og tre nætter: Andre beretninger i Bibelen viser at dette udtryk kan betyde dele af tre dage, og at en del af en dag kan betyde en hel dag. – 1Mo 42:17, 18; 1Kg 12:5, 12; Mt 27:62-66; 28:1-6.

tre dage: Dette udtryk kan betyde dele af tre dage. Det kan ses af anmodningen om at graven skulle “sikres indtil den tredje dag”, og ikke indtil den fjerde. – Mt 27:64; se studienote til Mt 12:40.

For så ville det sidste bedrag blive værre end det første: De mente åbenbart at dette såkaldte “bedrag”, nemlig Jesus’ opstandelse, ville være værre end det første, altså det at han sagde at han var Messias. Jesus’ modstandere var godt klar over at hvis Jesus blev oprejst, ville det være et bevis på at han talte sandt når han sagde at han var Messias.

et hold vagter: Det ser ud til at Pilatus stillede en gruppe romerske soldater til rådighed. (Mt 28:4, 11) Hvis vagterne havde været fra det jødiske tempelpoliti, ville jøderne ikke have haft behov for at gå til Pilatus. Og desuden lovede præsterne at forklare sagen for statholderen hvis han hørte at Jesus’ lig var forsvundet. – Mt 28:14.