Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Bibelen — En bog med nøjagtige profetier — 7. del

’Enden vil komme’

Bibelen — En bog med nøjagtige profetier — 7. del

I denne serie på otte artikler vil „Vågn op!“ behandle en af de ting der kendetegner Bibelen — dens profetier, eller forudsigelser. Artiklerne vil give dig svar på følgende spørgsmål: Er Bibelens profetier blot udtænkt af kloge mennesker, eller bærer de præg af at være inspireret af Gud? Vi vil opfordre dig til at overveje følgende vidnesbyrd.

FØLER du stor vrede når korrupte regeringer undertrykker og udnytter landets borgere? Støder det din retfærdighedssans når forretningsverdenen beriger den rige på bekostning af den fattige? Bliver du vred når religiøse ledere flår deres sognebørn for penge, eller lærer dem noget der er direkte usandt? Hvis det er tilfældet, vil det sikkert glæde dig at finde ud af at sådanne onde handlinger også fordømmes i Bibelen. Denne artikel vil komme ind på (1) bibelprofetier der forudsiger at al ondskab og onde mennesker vil blive fjernet, og (2) grunden til at vi fuldt ud kan have tillid til disse profetier.

Ondskaben fjernes

I den forrige artikel i denne serie gennemgik vi det sammensatte tegn Jesus gav, der viser at enden for den nuværende verden er nær. Med til dette tegn hører en global forkyndelse af den gode nyhed om Guds rige — Guds regering der snart skal herske over hele jorden. (Daniel 2:44; Mattæus 24:3, 14) Når dette forkyndelsesarbejde er afsluttet „vil enden komme“, sagde Jesus. Måske vil det overraske dig at finde ud af at det første Gud vil fjerne, er falsk religion, der tegner et forkert billede af ham. I Bibelen bliver falsk religion skildret symbolsk som en skøge der kaldes „Babylon den Store“. — Åbenbaringen 17:1, 5; .

Profeti nr. 1:

„[Babylon den Stores] plager vil komme . . . , død og sorg og hungersnød, og hun skal opbrændes med ild, for stærk er Jehova Gud, som har dømt hende.“ — Åbenbaringen 18:2, 8.

Opfyldelse: Bibelen viser at Gud til sin fastsatte tid vil få verdens politiske magter til at vende sig imod Babylon den Store og ødelægge hende. De vil „gøre hende øde og nøgen“ og „æde hendes kød“. (Åbenbaringen 17:16) Med andre ord vil de afsløre hendes skammelige karakter og plyndre hendes umådelige rigdomme. Hendes ødelæggelse vil være hurtig og så fuldstændig at der intet spor vil være tilbage af hende. — Åbenbaringen 18:21.

De politiske herskere vil måske tro at det var dem selv der fik idéen til denne handling. Men opfyldelsen af denne forbløffende profeti vil slå fast at Babylon den Stores endeligt er noget Gud står bag. Det er ham der har „indgivet i deres hjerter at udføre hans tanke“. — Åbenbaringen 17:17.

Profeti nr. 2:

„I de kongers dage vil himmelens Gud oprette et rige. . . . Det vil knuse og gøre ende på alle disse [menneskeskabte] riger, men selv bestå evindelig.“ — Daniel 2:44.

Opfyldelse: Efter at Gud har fjernet falsk religion, vil han vende sin opmærksomhed mod andre organisationer — politiske og kommercielle — såvel som mod onde mennesker. (Ordsprogene 2:22; Åbenbaringen 19:17, 18) En udlejer vil sætte de lejere der ødelægger hans ejendom, på gaden. Tilsvarende vil Gud fjerne, eller ‘ødelægge, dem der ødelægger jorden’. Han vil tilintetgøre dem der fylder jorden med vold og seksuelt fornedrende handlinger. — Åbenbaringen 11:18; Romerne 1:18, 26-29.

Hvem vil overleve? Bibelen svarer: „De sagtmodige tager jorden i besiddelse, og de kan glæde sig over megen fred.“ — Salme 37:11; 72:7.

Kan vi stole på Bibelens profetier? Kan vi være sikre på at Gud vil sætte en stopper for ondskab og lidelse og bevare de retfærdige? Ja, helt bestemt.

Bibelens profetier er pålidelige

Guds rige vil gøre ende på al falsk religion, korrupte regeringer og den grådige handelsverden

Jehovas Vidner tror at Jehova Gud er Bibelens forfatter, og at han vil opfylde alt det han har lovet. (2 Timoteus 3:16) Er det en fornuftig overbevisning?

Lad os sige at du har en ven du har kendt hele livet. Han holder virkelig af dig og har aldrig løjet for dig. Hvis han så lovede at gøre noget godt for dig, og du vidste at det var noget han havde mulighed for, ville du så tro på ham? Det ville du uden tvivl. Gud overgår endog enhver ven vi måtte have. „Gud lyver aldrig!“ — Titus 1:2, Den Nye Aftale.

Gud godkender ikke en blind tro, eller godtroenhed. Derfor inspirerede han bibelskribenterne til at nedskrive mange profetier som kun han, den Almægtige, kunne opfylde. Adskillige af disse profetier og deres forbløffende opfyldelse er blevet gennemgået i de første seks dele i denne artikelserie. Vi kan have fuld tillid til at Gud vil opfylde de forudsigelser der har at gøre med vores fremtid, deriblandt dem der er omtalt i denne artikel.

Ja, Skaberen vil gøre ende på falsk religion, ethvert undertrykkende styre og den grådige handelsverden. Kunne du tænke dig at vide mere om hvad der vil ske efter disse begivenheder? Det kan næste nummer af Vågn op! hjælpe dig med. Og det vil være den sidste artikel i denne serie.