JEG er født i 1943 i Rubottom, Oklahoma, USA. Gennem hele min barndom var jeg meget voldelig. Det sidste år jeg gik i highschool, begyndte jeg at drikke. Min far var alkoholiker og voldelig, og eftersom jeg også drak, opstod der et løjerligt venskab mellem os. Vi tog ud at danse, ja, vi opsøgte steder hvor der var gang i den, bare for at få noget at drikke og komme op at slås med nogen.

I 1966 blev jeg gift, og min kone, Shirley, og jeg fik to børn, Angela og Shawn. Alligevel fortsatte mit alkoholmisbrug. For at supplere min indkomst begyndte jeg at dyrke og sælge marihuana. Jeg arbejdede også som dørmand på lokale barer, og det gav mig mulighed for at tilfredsstille min trang til alkohol og vold. På det tidspunkt i mit liv var jeg ikke bange for nogen eller noget som helst, og jeg var ligeglad med andres følelser.

Shirleys fætter flyttede til Californien hvor han, efter at have studeret Bibelen, blev et af Jehovas Vidner. Da han vendte tilbage til Oklahoma, fortalte han Shirley om det han havde lært, og meget hurtigt forstod hun at det var sandheden. Efter et tilbundsgående studium af Bibelen besluttede Shirley at hun også ville være et af Jehovas Vidner, og i 1976 blev hun døbt. Jeg ville intet have med hendes tro at gøre. „Du skal ikke få nogen til at komme og tale med mig!“ sagde jeg til hende. „Det vil ikke nytte noget.“

Shirley vaklede aldrig når det drejede sig om at være loyal mod de bibelske principper, og hun fortsatte med at være sød mod mig. Inden hun og børnene tog til møde i den lokale rigssal, plejede hun kærligt at opmuntre mig til at tage med. Det samme gjorde Angela. Hun sagde: „Far, vi vil så gerne have at du tager med os.“

Eftersom jeg var involveret i ulovlige aktiviteter, havde jeg ofte en pistol på mig. Ydermere var jeg væk i flere dage ad gangen, og det gav gnidninger i ægteskabet. Når jeg kom hjem, prøvede jeg at gøre det godt igen og formilde Shirley ved at overvære nogle enkelte møder. Jehovas Vidner behandlede mig altid venligt, og deres lære virkede fornuftig.

Med tiden tilbød en af menighedens ældste at læse Bibelen med mig, og det gik jeg med til. Det jeg lærte, havde desværre ikke den store  indvirkning på mig — hovedsagelig fordi jeg fortsat kom sammen med mine gamle venner. Den ældstebroder som studerede Bibelen med mig, var klar over problemet, så han viste mig nogle bibelske principper der drejede sig om farerne ved dårligt selskab. (1 Korinther 15:33) Hans råd var baseret på Guds ord, men jeg blev fornærmet, holdt op med at studere Bibelen og blev igen involveret i mine tidligere aktiviteter, endda i højere grad end før. Min tåbelige stolthed sårede virkelig Shirley og børnene.

I 1983 fik jeg en sørgelig nyhed. Shirleys søstersøn, som jeg var kommet til at holde meget af, døde. Det påvirkede mig dybt og fik mig til at tænke over mit liv. Jeg kunne se at jeg skadede mit ægteskab og sårede min familie — alt det som virkelig betød noget for mig. Denne ærlige selverkendelse blev et vendepunkt for mig. Ved min nevøs begravelse lagde et ældre Jehovas vidne ved navn John armen om mig og sagde: „Du skal bare vide at vi stadig elsker dig.“ Det var lige den opmuntring jeg havde brug for. Næste dag ringede jeg til John for at fortælle at jeg gerne ville studere Bibelen igen. Jeg håbede at jeg denne gang kunne gøre de forandringer jeg burde have foretaget for længe siden.

Første gang vi studerede sammen, talte vi om emnet bøn, og jeg sagde til John at jeg ville prøve at komme i gang med at bede. Næste dag begyndte jeg at søge efter et hæderligt job, men uden resultat. Mens jeg kørte i min pickup, bad jeg højt: „Jehova, hvis du gerne vil have at jeg skal blive i området, har du værsgo at finde et job til mig.“ Så tænkte jeg: ’Det er vel nok dumt — her kører jeg og taler med mig selv.’ Det var helt klart at min tro på Gud som den der „hører bøn“, var mangelfuld — det samme kunne siges om indholdet af mine bønner. (Salme 65:2) Til min store forundring fik jeg alligevel tilbudt et job den følgende dag.

Fra da af begyndte jeg at bede oftere og med større alvor. Gang på gang erfarede jeg Jehovas velsignelse. Jeg har altid troet på Gud, men disse oplevelser hjalp mig til at se at det der står i Første Johannesbrev 5:14, er sandt. Der siges: „Uanset hvad vi beder om i overensstemmelse med hans vilje, så hører han os.“ Min kærlighed til Jehova blev større efter at jeg blev klar over hvor stor kraft bønnen har, og det øgede også min tillid til hans ledelse. — Ordsprogene 3:5, 6.

Jeg begyndte at overvære møderne i rigssalen igen, og Vidnerne bød mig hjertelig velkommen. Desuden gik det efterhånden op for  mig at de virkelig ’elsker hinanden inderligt af hjertet’. (1 Peter 1:22) Jeg begyndte også at forstå sandheden i Ordsprogene 13:20 hvor der siges: „Den der vandrer med de vise bliver vís, men den der omgås tåber går det dårligt.“

I flere år havde jeg udsat min familie for mange prøvelser og megen smerte, men nu prøvede jeg at være fredsommelig, og at blive en god ægtemand og far og bedre til at kommunikere. Derudover forsøgte jeg at efterleve Bibelens vejledning om at ’mænd bør elske deres hustruer som deres egne legemer’, og at fædre ’ikke må opirre deres børn, for at de ikke skal blive mismodige’. — Efeserne 5:28; Kolossenserne 3:21.

De ændringer jeg foretog, havde forståeligt nok en forunderlig virkning på min familie. Det stod nu helt klart for mig at Jesu ord i Mattæus 5:3 er sande. Der står: „Lykkelige er de som erkender deres åndelige behov, for himlenes rige er deres.“ Endelig havde jeg fundet sand lykke!

I juni 1984 blev min datter Angela interviewet ved et af Jehovas Vidners stævner. Hun beskrev hvordan jeg engang havde været, og så fortalte hun om de forandringer jeg havde gjort. Hun sluttede af med at sige hvor lykkelig hun var for at se mig sidde på første række blandt dem der skulle døbes den dag.

Hvor er jeg taknemmelig for at Jehova ikke opgiver sådan en som mig. Jeg er også meget taknemmelig for at Shirley og vores børn aldrig opgav mig. Som en sand kristen efterlevede Shirley loyalt ordene i Første Petersbrev 3:1: „I hustruer [skal] underordne jer jeres egne mænd, for at de af dem som ikke er lydige mod ordet, kan vindes uden ord ved deres hustruers adfærd.“ Det var på grund af hendes loyalitet, tålmodighed og gode adfærd i de år hvor jeg kun tænkte på mig selv, at jeg endelig kom til fornuft.

Siden min dåb har jeg ofte henvist til hendes eksempel når jeg skulle opmuntre andre der har en anderledestroende ægtefælle, til ikke at opgive vedkommende. Jeg siger til dem: „Når tiden er inde, kan Jehova gøre brug af kraften fra sit ord, Bibelen; og din gode adfærd kan hjælpe din ægtefælle til at forandre sig — selvom det til at begynde med virker usandsynligt.“