Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Ægtemænd – Gør jeres hjem til et trygt sted

Ægtemænd – Gør jeres hjem til et trygt sted

PÅ HVILKE områder skal en mand sørge for at hans hustru føler sig tryg? Mange er blevet opdraget til at mene at en ægtemands primære opgave er at sørge for familiens økonomiske tryghed. Nogle hustruer som ikke mangler noget rent materielt, føler sig imidlertid følelsesmæssigt utrygge – ja, ligefrem bange. En spansk kvinde ved navn Rosa siger om den mand hun giftede sig med: “Udadtil var han en behagelig mand, men derhjemme var han ikke let at omgås.” Joy, som er fra Nigeria, fortæller: “Når jeg ikke var enig med min mand, sagde han: ‘Du skal bare gøre som jeg siger; jeg er jo din mand.’”

Hvordan kan en mand varetage sin rolle som ægtemand på en kærlig måde? Hvad kræver det af en mand hvis han skal skabe “et trygt hjem” for sin hustru? – Rut 1:9.

HVAD BIBELEN SIGER OM EN ÆGTEMANDS MYNDIGHED

Set fra Guds synspunkt er en mand og hans hustru ligeværdige, men i Bibelen står der at de har hver sin rolle i familien. I Romerbrevet 7:2 siges der at en gift kvinde er underlagt “mandens lov”. Svarende til at der i mange virksomheder udnævnes en leder, har Gud udnævnt manden til at være sin hustrus hoved. (1 Korinther 11:3) Ægtemænd skal altså tage ledelsen i familien.

Hvordan bør en mand udøve den myndighed Gud har givet ham? I Efeserbrevet 5:25 står der: “Elsk fortsat jeres hustruer, ligesom Messias også elskede menigheden.” Selvom Jesus aldrig giftede sig, kan man ved at følge hans eksempel blive en god ægtemand. Lad os se hvordan.

JESU LIV – ET FULDKOMMENT EKSEMPEL FOR ÆGTEMÆND

Jesus gjorde en indsats for at styrke andre og lette deres byrder. Jesus gav alle der var udsat for pres og plaget af personlige problemer, dette løfte: “Kom til mig, ... og jeg vil give jer ny styrke.” (Mattæus 11:28, 29) Han befriede dem ofte for deres fysiske smerter og gav dem forfriskende åndelig hjælp. Det er forståeligt at mange følte sig tiltrukket af Jesus. De var overbeviste om at han kunne lette deres byrder.

Hvordan ægtemænd kan følge Jesu eksempel. Vær opmærksom på hvordan du kan lette din hustrus arbejdsbyrde. Nogle hustruer har det ligesom Rosa, der klagende sagde: “Jeg var bare min mands hushjælp.” Som kontrast til det siger en mand ved navn Kweku, der har et velfungerende ægteskab: “Jeg spørger ofte min kone hvordan jeg kan gøre det lettere for hende. Jeg elsker hende, så jeg tager ofte initiativet til at hjælpe hende med det huslige.”

Jesus var omsorgsfuld og viste empati. En fattig kvinde havde i 12 år haft et alvorligt helbredsproblem. Efter at have hørt om Jesu mirakuløse evner blev hun ved med at sige til sig selv: “Hvis jeg rører blot ved hans yderklæder vil jeg blive rask.” Og hun havde ret. Hun nærmede sig Jesus, rørte ved frynsen på hans yderklædning og blev rask med det samme. Nogle af dem der var til stede, har sikkert ment at kvinden handlede respektløst, men Jesus forstod hvor desperat hun var. * Han sagde venligt til hende: “Datter, ... vær ved godt helbred efter din alvorlige lidelse.” Ikke alene forstod han hvor syg hun var, han undlod også at sætte hende i forlegenhed eller irettesætte hende. På den måde viste han at han var en mand med stor empati. – Markus 5:25-34.

Hvordan ægtemænd kan følge Jesu eksempel. Når din hustru ikke har det godt, bør du være tålmodig og vise hende særlig opmærksomhed. Prøv at sætte dig i hendes sted og forstå hvorfor hun reagerer som hun gør. En mand der hedder Ricardo, siger for eksempel: “Når jeg kan fornemme at min kone er ekstra følsom, gør jeg en særlig indsats for ikke at sige noget der kunne gøre det værre.”

Jesus kommunikerede med sine disciple. Jesus talte meget med sine venner. Han sagde: “Alt det jeg har hørt fra min Fader har jeg gjort jer bekendt med.” (Johannes 15:15) Det er rigtigt at Jesus nogle gange gerne ville være alene for at bede eller have lejlighed til eftertanke. Men ofte delte han sine inderste følelser med sine disciple. Aftenen før han blev henrettet som en gemen forbryder, fortalte han dem åbent at han var “dybt bedrøvet”. (Mattæus 26:38) Selv når det de gjorde, skuffede ham, fik det ham ikke til at holde op med at tale med dem. – Mattæus 26:40, 41.

Ved at tænke over Jesu eksempel kan en mand blive en bedre ægtemand og far

Hvordan ægtemænd kan følge Jesu eksempel. Kommunikér med din hustru – giv udtryk for dine tanker og følelser. En hustru klager måske over at hendes mand tilsyneladende ikke har problemer med at kommunikere med andre, men at han derhjemme forholder sig tavs. Som modsætning til det er det værd at bemærke hvordan Ana føler det når hendes mand åbner sig for hende. Hun siger: “Jeg kan mærke at han virkelig elsker mig, og jeg føler mig nært knyttet til ham.”

Benyt ikke tavshed som et våben du kan straffe din hustru med. En kvinde siger: “Når min mand blev vred på mig, talte han ikke til mig i flere dage. Jeg følte mig skyldig og nedgjort.” Edwin prøver derimod at følge Jesu eksempel. “Når jeg bliver irriteret, reagerer jeg ikke med det samme, men venter på det rigtige tidspunkt til at få talt tingene igennem,” siger han.

Joy, som vi citerede i begyndelsen af artiklen, har set hvordan hendes mand har forandret sig efter at han begyndte at studere Bibelen med Jehovas Vidner. Hun siger: “Han har gjort mange fremskridt og prøver ihærdigt at være en kærlig ægtemand ved at følge Jesu eksempel.” Millioner af ægtepar har på tilsvarende måde haft gavn af Bibelens vejledning. Kunne I tænke jer at være iblandt dem? I så fald kan I bede et af Jehovas Vidner om et gratis bibelkursus.

^ par. 10 Ifølge Moseloven var kvinden på grund af sin lidelse uren i religiøs forstand, og alle som hun rørte ved, ville derfor blive betragtet som urene. – 3 Mosebog 15:19, 25.